Ja, så er det jo 3 uger siden vi kom hjem og næsten 1 1/2 måned siden vi fik ansvaret for Meghana døgnets 24 timer.
Vi har idag haft besøg af Sine Sunesen fra Viborg Amt, som skal lave den offentlige rapport om barnets og familiens trivsel, som skal sendes til afgiverlandet. Sådan er loven - men det var særlig dejlig at få besøg af Sine idag. Hun havde nemlig sin sekretær, Bente Yde, med til kaffe. Hun har gjort et ekstraordinært stort stykke arbejde i Meghanas sag, hvis papirer jo er blevet lavet ikke mindre end 4 gange. Engang sad hun og skrev og kopierede til langt ud på aftenen - det var dengang vi ankede samrådets afslag til nævnet. Og sådan har der været flere gange, hvor hun har arbejdet hurtig og effektivt i vores favør. Så for længe sidan aftalte vi, at hun engang skulle med ned og have kaffe - som tak for indsatsen - og så se alle vores unger "live". Det blev så idag. Hun er en rigtig "gæv" pige, som vi nok er mange, der har haft eller får glæde af,  i slige sager.
Vi snakkede og svarede på de spørgsmål, som der skal besvares til en sådan rapport. F.eks. "Sover barnet godt om natten" og ja, det gør hun!
"Er hun tryg ved jer" og ja, det må vi sige hun er! "Græder hun ofte" og nej, det gør hun ihvertfald ikke! osv. Og da det hele går så fint, så tog det jo ikke lang tid. Vi vinkede farvel - velvidende, at vi aldrig mere skal have besøg af Sine i adoptionsøjemed. Den kapitel i vores liv er slut!
Meghana og Kim har det bedst med hinanden (i leg) udenfor ved sandkassen og legehuset. Der kan de godt finde ud af at lege sammen, uden at bekrige hinanden om hver enkelt lille stykke legetøj. De dækker bord og laver mudder- og sandkager til den store guldmedalje. Så det er rart, at vejret er så godt, at man kan gå udenfor dagen lang. Det giver lidt albuerum til hele koret...........
De er også glade for at blive puttet sammen om aftenen i deres egen lille dobbeltseng. Det er alligevel hyggeligt at være to, når man skal falde i søvn, så skide være med, at man har været  rigtig uvenner så sent som 2 minutter forinden.........
I aften skal vi op til mormor og bedstefar og spise aftensmad og det glæder vi os meget til. Meghana glæder sig også - hun ved nemlig godt hvem de 2 er, men hun skal forsikres mange gange, at hun IKKE skal sove der. Og det tyder jo på en vis tilknytning til os og hjemmet her på Brønsagervej, som vi er stolte af og glade for.

........historien om Meghana fortsættes under "Adoption Meghana".......

Ja, så er det allerede 2 uger siden vi kom hjem, som en familie på 7 medlemmer. Det går fortsat rigtig godt og vi nærmer os med bitte-små skridt en daglig rutine omkring spise og sovevaner. Men det kan være svært at håndhæve alle vore velemenende regler - f.eks. hvis vi pludselig får besøg eller telefonen ringer eller nogle af de store render udenfor og leger med nabobørn. Men vi prøver..........
Kim gør i disse dage for alvor krav på at håndhæve den private ejendomsret over sine ting og vi mægler det bedste vi kan og prøver at give ham ret samtidig med, at også Meghana bliver tilgodeset.
Men det er svært...........
Kim og Meghana har et godt forhold til hinanden - det er slet ikke det. De sover sammen i deres egen lille private dobbeltseng og det synes de begge to er rigitig hyggeligt. De kan også finde sammen i en god leg med enten dukker eller spil/puslespil. MEN de kan også være hinandens værste fjender og hadefulde blikke bliver sendt gennem luften. Sådan er det lige nu; vi håber det bliver bedre og bedre som tiden går og måske bliver det først rigtig godt når engang Meghana får styr på det danske sprog. Lidt af problemet er jo, at de ikke kan tale sammen og tit misforstår hinanden.
Idag blev Ebbe og Mandrika inviteret ned til Moster og Ole for at lege og så sove der indtil imorgen. Det var en rigtig god ide af moster. Jeg tror de vil nyde et døgn uden al den "lille-søskende-fokus" der hersker i vores hjem for tiden. Så vi glæder os til, de kommer hjem imorgen, sprængfyldt af ny energi og lyst til at være sammen med de små igen.
Nu er vi ved at være ovenpå igen rent fysisk ihvertfald. Vi har sovet, som vi aldrig har sovet før, efter vi kom hjem fra Indien. Tidelig i seng, sent op og der imellem en middagssøvn. Men nu kniber det med at falde i søvn om aftenen - det tager vi som tegn på, at depoterne er fyldt op og vi (Tommy og jeg) har nu skippet vores middagslur.
Men alt ialt så går det over al forventning. Vi kan kun gentage os selv: Vi fik den sødeste lille unge og vi er slet ikke i tvivl om, at det bliver kanon godt for os allesammen, når lige vi får lidt mere ro på og lidt mere styr på Meghanas sprog og  kommer til at kende hende mere og mere .
Lige nu tager vi en dag af gangen og for hver dag der går godt bliver vi mere og mere sikre på, at vi klarer den!!

Ja, nu har vi allerede været hjemme i en uge. Og HVILKEN uge!!
Det går simpelthen så godt med Meghana, at det kunne være løgn. Hun går rundt og leger, spiser, sover og tager gerne 2-3 brusebade hver dag. Det er en luksus hun ikke er vant til og hun elsker at stå og vaske hår, få creme på bagefter, få håret sat med spænder osv., så det kan ikke gøres tit nok. Det får hun så lov til.............
Nu har hun fået nok af vores kartofler og grøntsager, så i går sagde hun meget bestemt "Chammal", som betyder ris og så måtte vi jo koge noget ris til den lille dame og det blev godt nok også spist med stor velbehag, så det var jo en lille ting at gøre for hende.
Hende og Kim leger godt, men tager også nogle ture indimellem - heldigvis ikke om deres far og mor - men om husets inventar og især Kim's legetøj.
Hun vil gerne låne/have det hele og det synes han jo ikke altid om, så det er en lidt svær balancegang. For selvfølgelig må hun låne tingene, men ikke alting og hele tiden. Med tiden får hun jo sine egne ting, men hvem kan forklare hende det????
Dagene flyver afsted med alting og ingenting. Men det er dejligt og sjovt at se børnene sammen og i en stille stund hver for sig og prøve at forestille sig, hvordan det er at få en søster på 5 år, der både kan drille og lege med.
Det er også lidt af en udfordring at prøve at sætte sig i hendes sted, hvad synes hun om os, familielivet, som det leves på disse breddegrader, maden og dynerne? Måske kan hun fortælle os det en skønne dag?
Det meste af tiden er hun et stort smil, så helt slemt kan det vel ikke være?Det danske sprog lister sig også stille ind på livet af hende og hun siger nu 5-6 ord, herunder mor og far. Hun kender navnene på sine søskende og ved hvem mormor og bedstefar er. Det er da ret godt efter kun en uge!!
Godt begyndet er jo halvt fuldendt, som man siger, så vi er fortrøstningsfulde mht. de næste uger, måneder og år...........

Ja, så er vi vel hjemme igen.
Det har væeret et par spændende uger i New Delhi og bortset fra Tommys sygdom, så har vi nydt oplevelsen i fulde drag.
Vi har fået den sødeste lille pige med hjem. Hun har taget skiftet helt utrolig rolig og har allerede nu, på 3. dagen hjemme, taget huset og haven til sig. Det eneste problem vi - eller snare hun har - er at hun er meget, meget bange for vores lille tiger-mis. Men mange større adoptivbørn er bange for dyr, så det er meget normalt.
Selve rejsen hjemover gik fint, alle fik sovet lidt, mest dog Kim og Meghana, da de er så små, at de sagents kan ligge delvist ned på sædet.
Om morgenen på afrejsedagen var Meghana meget opsat på at komme afsted og spurgte allerede før mogenmaden til en aeroplane (flyvemaskine), men da vi først skulle afted om aftenen svarede vi "No" ikke endnu. Det gentog sig flere gamge og vi kunne ikke forklare, med de få hindi-gloser vi kan, hvordan dagens forløb ville være. Så vi gik i receptionen og fik dem til at forklare hende, at vi først skulle flyve til aften - og det blev hun meget mere rolig af. Det virkede som om hun var bange for ikke at komme med, men det ved vi ikke med sikkerhed.........
Da vi kom til Billund, så stod hele familien jo klar samt Familien Karlsen og det er jo så sindsoprivende en oplevelse. Jeg havde ikke været rørt i Indien med tårer - bare følt en boblende glæde i maven for hvert skridt vi tog i den rigtige retning. Men jeg vidste jo det ville komme, når vi stod på dansk jord med Meghana i hånden og med vore forældre foran os. Og det gjorde det også - det var lettelsens tårer der flød - opsparet igennem flere år.
NU var vi her - hele flokken - og ved godt mod!!
På vejen hjem fra Billund, sad Meghana foran i bilen hos mig, mens Tommy førte bilen. Han blev fulgt af et par store, brune, beundrende øjene. Meghana konstaterede, at hendes far ikke alene ejede en bil, men han kunne minsandten også køre den. Det var så sødt........
De næste uger har vi alle fri - orlov og ferie. Vi vil nyde at komme tættere på Meghana og få hele familien til at fungere sammen med det nye familiemedlem. Det er altid lidt kaos de første dage og uger. Alle skal lige finde deres pladser og roller i forhold til, at der nu er en mere at tage hensyn til. Men det plejer at lykkes, så det gør det sikkert også denne gang.
Lige nu arbejder tiden for os alle - ikke mindst for Meghana, som jo foruden alt dette, også har et helt nyt sprog at lære.
Men vi har det godt og vi er meget GLADE!!!

Idag har vaeret en stille og rolig dag.
Vi har kun vaeret her paa og omkring hotellet.
Mandrika, Kalinga og jeg gik en lille tur - op til det vi kalder "aeblekasse-kiosken". De saelger cigaretter, chips, taendstikker og den slags.
Vi koebte cigaretter til Tommy - 500 smoeger = 75 danske kroner!!!
Og han er endda meget tilfreds med kvaliteten.
Ellers har vi leget paa vaerlset med at spille, se TV, laegge puslespil m.m.
Jeg tror nu at boernene er ved at have vaerelses-kuller, saa det er fint at turen slutter i morgen aften.
Meghana synger fine boernesange paa hindi - hendes yndlingssang fik vi paa skrift fra boernehjemmet, saa den kan vi snart allesammen synge med paa. Ellers kommunikere vi en del paa engelsk med hende og saa via de faa ord vi har faaet os laert paa hindi. Men hun er ikke saerlig tvaer over ikke at blive forstaeet foerste gang og det er jo heldigt, for det bliver jo hende, som skal have den stoerste taalmodighed mht. sproget. Det bliver jo hende, der staar tilbage og ikke kan goere sig forstaaelig.
Hun laver en masse sjov med personalet her paa hotellet og dem bruger vi ogsaa indimellem som tolke, men det faar jo en ende med den luksus.
Nu maa vi se hvad der sker med stemningen naar vi staar i Thise, men umiddelbart ser det lovende ud. Hun er et meget glad barn og har kun graedt et par gange i den tid vi har haft hende. Hun griner, leger og har det sjovt med sine soeskende paa skift.
I morgen begynder pakningen og saa maa vi se hvor laenge vi maa have vores vaerelser. Vi skal flyve kl. 02.25, men skal vaere i lufthavnen senest kl. 22.30 - det bliver ogsaa lidt sejt at vente der saa laenge med 5 boern, hvis sengetid jo bliver overskredet med adskillige timer, men vi finder nok ud af det.

Skiver vi ikke mere, saa kan vi kontaktes torsdag eftermiddag derhjemme.

Hanne og Co.

UHA-UHA, nu har det taget 1/2 time fra jeg tilsluttede internettet og til jeg er her, hvor jeg kan skrive i vores dagbog. Det er langsomt sommetider og nu har her lige vaeret en mand fra receptionen, som gerne skulle bruge PC'eren. Saa det bliver lige en kort beretning fra idag.
Vi tog afsted i formiddag kl. 10.30 og fandt et vaeldigt sted inde i byen, hvor der OGSAA var marked, men af den mere rolige slags, hvor vi kunne gaa i fred og se paa menneskene og tingene. Vi var der vel et par timer og valgte saa at tage hjem til hotellet i stedet for paa Ghandi Museet, som jo egentlig var planlagt til idag. Maaske bliver det imorgen........
Ogsaa idag har temperaturen sneget sig op paa omkring 44 gr., men vi hoerer jo at det ogsaa er sommer i Danmark lige nu - det passer jo fint til Meghanas overgangsperiode - det var jo slemt at ankomme i januar for hende. Hun sveder ikke en disse, mens vi er drivvaade hele tiden.
Hun er bare saadan en soed lille pige. Hun er kaelen - til en vis graense.
Om aftenen naar vi gaar i seng, saa siger hun nu: GuuuuNat Mama! Hendes egentlige foerste ord paa dansk. Vi har koebt nogle 12-brikkers puslespil til hende, som hun er god til at laegge. Hun vil dog saa gerne have vores opmaerksomhed, at hun hver gang, efter at have lagt en brik kalder enten paa  mama eller papa og saa skal vi enten ryste paa hovedet eller nikke, alt efter om hun har gjort det rigtigt eller forkert. Hun har ogsaa faaet en lille plystaske og en neglak. Tasken baerer hun hele tiden enten med neglelakken i eller med sodavandskapsler i. Hun er blevet god til at begaa sig i vandet ogsaa. Ligger og snurrer rundt i en badering og er blevet saa modig nu, at hun godt vil med over i det store basson, enten sammen med mig eller Tommy.
Det er ved naermere eftertanke helt utrolig, saa velfungerende hun er, naar man taenker paa hvor turbulente hendes foerste aar har vaeret. Ikke bare med de ting hun mestrer, men i lige saa hoej grad den normale maade hun bare er paa. Vi var ikke blevet saerlig overraskede, hvis hun viste tegn paa nogle - hvad skal jeg kalde det - "skader". Men det er altsaa indtil nu ihvertfald ikke tilfaeldet.
Vi er jo saa smaat ved at kunne se en ende paa vores - indtil nu meget vellykkede tur. Vi er ihvertfald 5, som synes det er fint nok, mens Mandrika paastaar hun kunne vaere her i mindst 14 dage mere og med Meghana ved vi jo ikke.
Det bedste har jo vaeret at faa Meghana og opleve hende her i rolige omgivelser og med masser af god tid til baade hende og de andre boern.
Valget af hotel har vaeret saa perfekt, saa det er uden sidestykke, men det maa i hoere mere om en anden gang.

Feltet melder alt vel ioevrigt!!

Hanne og Co.

Idag kom vi faktisk afsted for at se "The Red Fort".
Den er bygget i 1600-tallet, dengang de rige havde brug for at beskytte sig mod krigeriske persere. Vi aner ikke hvor stort den er - tror det vil tage mere end EN hel dag at se det hele. Der staar om den, at den laengste mur i et straek er mere end 2 km.
Vi tildelte os selv 1 1/2 time derinde og det er jo ikke meget, naar jeg lige ovenover, har skrevet som jeg har. Men det er heden, der igen bestemmer over os! Vi blev sat af bussen ca. 1/2 km foer indgangen, da der er af- og paalaesning forbudt - stedet er godt bevogtet. Den lille gaatur derhen var en oplevelse helt for sig selv. Det var naesten ikke til at mase sig frem for mennesker, der igen ville saelge alt muligt. Samtidig var vi jo meget obs. paa at alle var med, saa ingen forsvandt for os i mylderet. Men vi klarede den hen over rendesten, huller, ildsteder, boder og meget andet.
Derinde var der foerst en slags markedsplads og bygningerne var selvsagt ernorme. Vi handlede lidt og kiggede lidt, men er klar over, at vi kun fik set en broekdel af, hvad stedet rummer.
Selvom vi havde medbragt 3 liter kold vand, som fik drak af, saa gik det galt for Ebbe paa tilbagevejen. Ude paa vejen - hen over huller og kanstenene - kollapsede han simpelthen. Jeg sagde han skulle rejse sig, men der skete igenting. Saa fik jeg kaldt Tommy tilbage, som bar Kim, mens jeg bar Meghana. Saa haeldte vi koldt vand over ham og fik ham paa benene, saa Tommy kunne styre ham med et greb i nakken, det sidste stykke hen til bussen. Det var vel en slags hedeslag - vandet haglede af ham som vi aldrig har set foer. Men han er Ok nu - efter et par kolde sodavand og et bad var han klar igen.
I eftermiddag har vi vaeret ved poolen og nu har vi lige spist aftensmad og vil over paa vaerlserne for at spille og have kaffe.
Imorgen skal vi besoege CARA og evt The National Museum of Ghandi - det ville vi saa gerne lige se ogsaa. Taj Mahal har vi skudt en hvid pil efter - det er ca 4 timers koersel i bil herfra - det vil sige 8 timer i bil + ca. to timer til at se, alt ialt 10 timer og DET kan vi ikke overskue nogen af os.
Desvaerre!!
Hjemrejsen ligger fortsat fast til torsdag den 23. kl. 11 i Billund.

Tak for hilsener i gaestebogen - det er vaeldig hyggeligt.

Hanne og Co.

Hejsa igen - rolig stund og forbindelsen er OK.
Dagen idag har vi mest vaeret indenfor. Det er simpelthen for varmt udenfor. Vi har laest i "The Times Of India", at i forgaars var den varmeste sommerdag i Delhi omraadet de seneste par aar. Hvorfor den er blevet gemt til vores tur herned, maa Guderne vide.
Igaar var ogsaa en stille og rolig dag, hvor Ebbe, Meghana og jeg var en tur i banken og bagefter tog paa noget der hedder Kahn-Marked. Vi koebte ikke det vilde, men saadan noget som Pokemon kort har de ogsaa hernede, men kun til 1/3 af prisen i DK, saa dem koebte vi jo nogle af.
Ellers er det nu ogsaa meget sjovt bare at gaa og kigge paa menneskerne og alle de ting de bringer til marked. Man kan koebe alt muligt!!
Kalinga har nu ogsaa faaet diarre, men vi har jo medicinen, som virker, lige ved haanden, saa vi faar nok styr paa det hurtigt. Han har ikke meget imod at sidde paa toilettet - der kan han sidde laenge alligevel og hygge sig. Men han er stresset over, at han har faaet saa ondt i roeven (hudloes), saa han gaar som en gammel mand, der har faaet sin rolator stjaalet. Vi prover at opmuntre ham til at gaa bare nogenlunde normal. Men I kender jo Kalinga....
Meghana og Kim er et yndigt par, som Ebbe udtrykker det. De er hinanden vaerd i hoejde og droejde. Hun er lige en kroelle hoejere end Kim, men ellers er de stort set lige. De leger for det meste godt sammen og Kim har kun udvist et minimum af jalousi - indtil videre ihvertfald.
Vi forestiller os, at de to sammen, er som at have tvillinger.
Om aftenen, naar vi har spist aftensmad, hvilket vi foerst goer omkring kl. 21, saa gar vi paa vaerelset og laver en kop kaffe og leger og spiller kort med de store og saa er det som regel sengetid omkring kl. 23.
I aften skal vore spanske venner forlade Indien og tilbage til Barcelona, hvor deres anden datter venter med spaending. De er nogle soede mennesker, som er halvgamle, graahaarede, let overvaegtige osv. som os fra DK. Vi kommer nok til at holde kontakten - det er jeg helt overbevist om - vi har noget stort til faelles nu og lysten til at foelge hinandens piger bliver nok ikke mindre i fremtiden.
I morgen tager vi tilloeb til at besoege " The Red Fort", som ligger 3 kvarters korsel herfra - noget skal vi da have oplevet. Og der er vist ogsa elefanter, som man kan se og roere ved. Saadan er planen ihvertfald indtil videre.

God tur til Boernehuset paa mandag - haaber I faar en god dag og hermed ogsaa en hilsen fra Kim til vennerne paa Thise Kirkevej og i Boernehuset.

Hanne og Co.

Idag har vi "slentret" rundt i 45 gr. -  nu bliver det vist heller ikke vaerre.
Tommy har det meget, meget bedre. Det er ogsaa nogle ordentlige hestepiller laegen har ordineret. Og klog af skade er han nu meget paapasselig med, hvad han spiser.
Vi har saa idag besoegt vores advokat. Vi skulle moedes inde paa hans kontor i High Court. Beskrivelsen af High Court er et kapitel helt for sig selv. Et eller andet sted saa tror man jo at det er noget flot og stort med den autoritet de ellers farer frem med. Men det kan vi saa afsloere, at det er det IKKE. Ud af Delhis ca. 2500 advokater, har 350 et "Chamber" (kontor) i selve High Court. Hvad der goer, at man faar det, ved vi ikke, men det har jo da noget med rangorden paa et eller andet niveau at goere. Vi skulle moede i Mr. Kishore Chamre no 331 kl. 13.
Der var usselt, moegbeskidt, stoevet og vi kunne naevne flere ting. Men vi fandt da no 331 og moedte for foerste gang vores Supermand i spillet om Meghana. Han var meget hoej og kraftig, ca. 55-60 aar, havde Knud GA frisure, bar briller med staalstel og havde jo den dybe stemme, som vi kender saa godt fra telefonen. Vi snakkede en halv times tid og han fik jo den den beroemte og berygtede figur af Den Lille Havfrue samt en Dr. Nielsen.
Mr. Kishore fortalte, at han faktisk har faaet High Court order for transmission for ialt 55 boern fra Andhra Pradesh, men kun 7 er kommet ud derfra. For alle 55 boern gaelder, at de fejler et eller andet enten fysisk eller mentalt. De 7, der er kommet ud, er fem boern fra institutionen Guild of Service og de 2 piger Meghana og Amrutha fra statsboernehjemmet  Sishu Vihar. State Government siger, at de godt selv kan finde hjem til de resterende boern og vil derfor ikke lade dem forlade staten, men de goer intet for at finde hjem til dem indenfor deres egen stat, trods de fine loefter.
Hvorfor det lige blev Meghana, som den ene, der fik lov at slippe afsted det ved advokaten ikke, CARA ved det ikke, Wendy ved det ikke. Saa det er nok som de allesammen siger, noget Gud har bestemt. I saa fald er vi Ham meget taknemmelig! Saa det er faktisk foerst idag, at det rigtig er gaaet op for os, hvor heldige vi egentlig har vaeret. At vores skoenne lille pige farer rundt om benene paa os og griner og har det rigtig godt og nyder livet lige her og nu - det er jo et mirakel - eller saadan noget i den retning. Naa......saadan laerer man jo noget hele tiden.
I Kishores meget ydmyge kontor var der god aircondition, men i gangene og i bygningen ioevrigt var der kollosalt lummert.
Vel ude i bilen besluttede vi os for at goere holdt ved India Gate paa tilbagevejen. Det er et monument, der er bygget i anledning af???????, men det er meget, meget stort og noget der staar beskrevet i alle rejseboeger og artiker om Delhi. Og der er vi saa fotograferet nu!!
Men der var en guds velsignelse af mennesker, der ville saelge snart det ene og snart det andet og de er altsaa meget paagaande, naermest yderst paatraengende. Nogen fik vi afvist og andre handlede vi med - det er jo ikke dyre ting de render rundt med. Det virker bare saa anmasende paa folk som os fra det kolde nord.
Jeg vil ikke begive mig ud i at forklare hvor varmt det var at gaa rundt om dette monument, som tog ca. 20-30 minutter. Man skal vaere her for helt at forstaa, hvordan det er at gaa rundt i 45 gr. Og det goer man altsaa heller ikke saerlig lang tid af gangen. Saa selvom vi havde planer om hjemmefra  at skulle ud at se forskellige ting, saa maa vi erkende at det bliver altsaa bare ikke. Vi er kommet herned paa den helt forkerte aarstid til den slags "renden-rundt-og-kigge-turisteri".
Saa da vi kom hjem til hotellet saa sov vi en lille middagssoevn og derefter en tur i poolen, som er det helt store hit for os allesammen. Aldrig i hele mit liv har jeg i den grad vaeret tiltrukket af klorvand! Nogen gange ser jeg mig selv som i en tegnefilm: en dame der kommer loebende hen over graesset og smider et stykke toej for hver anden meter, saa det passer med at hun er klar til hovedspringet lige paa kanten af bassinet.
Rolig - det er bare noget jeg taenker, at jeg kunne have lyst til.

Ikke mere for idag. Kl er 00.45, familien sover og det vil jeg ogsaa nu.
 
Ikke det bedste sted at kommunikere om Mooncar til en bestemt begivenhed, men vi giver naturligvis groent lys.

Hanne og Co.

Foerst tillykke til Johnny, som er familiens foedselar idag. HURRA!
Dagen idag startede med laegebesoeg til Tommy, som ud af de sidste 24 timer har siddet de 18 paa toilet. Ingen af de medikamenter vi havde med hjemmefra har hjulpet en disse. Ej heller skotske krudperler eller spanske kanonkugler. Den indiske laege var her hurtig og han undersoegte patienten  og udskrev en recept - og det har til al held baaret frugt. Her til aften er Tommy saa godt som sig selv igen. Det er vi meget glade for alle sammen - ikke mindst Tommy selv. Nok om det.....
Idag var vi piger saa ude i byen og ud over Meghans pas fik vi handlet lidt.
Mandrika koebte et indisk saet toej med smykker til. Ent-shirt til hver af drengene og lidt legetoej til poolen.
Meghana fik nye sko - de medbragte str. 26 var alt for store. Ogsaa hun fik en bluse. Hun er en lille filur - f.eks. saa taler hun hindi med tjenerne og hvad hun siger ved vi jo ikke, men det ender ofte,som i aften, med en stor portion laekker dessert. Maaske siger hun, at hun ikke faar ret meget at spise af sine nye foraeldre - hvem ved??
Imorgen skal vi besoege vores advokat saa han kan faa den forb.... havfruefigur, som vi naer aldrig havde faaet fat i.
Og saa er vores spanske bekendte jo kommet og ogsaa de har faaet en dejlig pige ud af alt det her. Hun hedder Amrutha og er 9 aar. Derhjemme i Spanien har hun en lillesoester paa 7, som kommer fra Moskva. Vi proever at faa tid til at snakke lidt og laere hinanden at kende, men det er klart, at boernene tager det meste af vores tid.
Som forventet er mange hernede maalloese over alle de boern vi har, som laegen sagde til morgen " What are you doing with all these children. Do you keep them with yourself" Og det synes vi jo saa til gengaeld er rigtig morsomt!!

Ellers alt vel fra det varme - idag ca. 43 gr.

Hanne og Co.

Saa er vi her igen.
Det gaar fortsat godt med Meghana. Hun er et livstykke af rang.
Hun har vist nu, at hun ogsaa taler en smule engelsk. Tommy sad og smaasov i sofaen og saa siger hun pludselig: Papa, he sleeps. - og saa fnisede hun bagefter!
Hun er et lille myr, som smutter i en badedragt str. 90 - og den bliver ikke for lille de naeste par dage. Hun har et kraftigt, sort, koellet haar, som er klippet lidt op i nakken (som Alma). Hun sover ogsaa fint om natten og hendes appetit er blevet vaesentligt stoerre de sidste par dage.
Igaar fik en ordenlig roevtur i den indiske trafik og hede. Vi skulle 2 ting, i banken og paa ambassaden. Det tog fra kl. 10 til 14.30 og det var rigtig slemt med varmen. Tommy har haft svaer diarre og er lidt paa haelene pga. vaesketabet i den forbindelse. Han var naer ved at besvime da vi gik fra ambassaden, men fik sig da lige sat paa det naermeste vi kan komme paa en kantsten. Saa han reddede det lige i 11. time. Ellers har han ligget i sengen igaar og drukket en masse vand. Tilsyneladende virker vores madbragte Imodium ikke saerlig godt paa ham. Men lad os nu se om ikke det bliver bedre i loebet af de naeste par dage.
Nu vil vi en tur i vandet og slappe af - vi skal nemlig ikke noget idag.
Imorgen tager Mandrika og jeg ind for at hente lidt flere penge og Meghanas pas. Bagefter er der doemt shoppetur - Mandrika vil saa gerne have nogle indiske ting med hjem og da det vist ikke tiltaler nogle af drengene at gaa og se paa kjoler og nips, saa bliver de her paa hotellet imens.
Tak for hilsnerne i gaestebogen - det er ret sjovt at laese.

Hanne og Co.

Saa blev der lige tid til at skrive lidt mere idag. Forbindelsen duer endnu og her var ledig. Der er jo saa meget man gerne vil fortaelle, men tiden er undetiden knap og mange ting er ogsaa svaert at saette ord paa.
Men for at starte fra den sjove ende, saa vil vi fortaelle om Kalinga, som de foerste 2 naetter var ganske stresset over, at vi ikke skulle sove med dyner, men kun med lagen/taeppe/ lagen. Vi kunne ikke forklare ham, at her er for varmt til dyner. Og som Kalinga selv siger: Man sover da med dyner! Tommy har forklaret stolpe op og stolpe ned, og nu har han accepteret tingenes tilstand paa dette omraade.
Og saa tror Kalinga jo ogsaa, at han kan snakke engelsk og stykker de engelske ord sammen, som han faar opsnuset. Fe.ks kan en saetning lyde saaledes: Happy thank you not much!! Og hvem er det nu lige der kan forstaa det? Ellers siger han konsekvent til alt personale her paa stedet: Thank you Daisy! Der er vist noget vi skal have snakket med Morten og Chr. Lundgaard om!! Men alle tager godt imod Kalinga og der bliver lavet mange "Give me five" i dagens loeb.
Stedet her er pragtfuld, med stor have, palmer og alt det der. Koekkenet disker op med det traditionelle indiske mad, som smager godt, men er meget staerkt. Vi har da ogsaa alle en snert af diarre og det er sikkert pga. den meget kryderede mad.
Og saa er der jo vores lille prinsesse Meghana, som tager os alle med STORM. Hun er en utrolig lille pige, som tager tingene stille og rolig til sig.
Her i aften har alle boernene leget gemmeleg i Papas vaerelse, som jo er kaempestort. Hun fandt hurtigt ud af hvad det gaar ud paa og sammen med Kim kunne hun ogsaa vaere med til at taelle. Og hun griner meget - rigtig meget - af alle de kunster de andre boern kan praestere og for hvem der kender dem vil man jo vide, at det er mange.
Hun sover som en sten om natten mellem mig og Mandrika og tager en til to timer om eftermiddagen (laver stort paa toilet) vasker haar og boerster taender, saa der er ikke saa meget at komme efter.
Og som bedstemor i Roslev siger: Den tid der gaar godt kommer ikke skidt tilbage.
Kalinga haaber, at trillingerne hjemme i Thise har det godt?

Hanne

Foerst tillykke til familiens 2 foedselarer, nemlig Henrik og Palle. HURRA!
Det har vaeret et par begivenhedsrige dage for vores familie her i Delhi.
Fredag den 10. startede vi nu med at sove over, men vi klarede den lige og kunne komme med den bestilete taxi kl. lidt over 9. Foerste stop var PALNA Mandrikas boernehjem. Det var en stor, stor oplevelse. De havde virkelig gjort noget ud af at vi skulle komme og vi fornemmede klart at vi var ventede. Foerst en god, lang snak med Mrs. Kumar, lederen af hjemmet og hende som i sin tid matchede Mandrika med vores familie. Hun og Mandrika snakkede i en tid om hvordan det gik i Danmark, hvad hun havde af fritidsinteresser og om hun var flittig i skolen. Til sidst snakkede vi alle lidt om, hvordan Mandrika har det med at vaere adopteret og Mrs. Kumar fortalte Mandrika, at uanset hvad hun gaar og forestiller sig, saa kan hun vaere helt sikker paa, at hendes mor har elsket hende overalt paa jorden og DERFOR overgav hende i en alder af 17 mdr. til PALNA. Mandrika var et stort smil - det var godt at hoere disse ord fra en, som er fra Indien og en som har spillet en vigitg rolle i hendes adoption. Naeste overraskelse var at moede den dame som eskorterede Mandrika til Danmark i 1995. Hun var stadig lille i hoejden, men som alle vi andre havde ogsaa hun lagt sig ud - over baeltestedet. Det var egentlig helt roerende og hun gav Mandrika et megaknus og fortalte, at Mandrika var det foerste barn hun havde eskorteret til Danmark og hun huskede tydeligt, hvor ked af det Mandrika var ved overdragelsen. Dernaest fik vi en rundvisning paa hjemmet og det hele sluttede af med at vi fik en cola og vi fik givet de gaver, som vi havde med hjemmefra. En absolut stor og fin oplevelse for os alle og ikke mindst for Mandrika!!
Dernaest gik jagten ind paa en bank, der ville veksle lidt dollar til os.
Foerst den 4. bank kunne udfoere dette, men der var desvaerre frokostpause, saa vi kunne komme igen om 45 min. Men der var 44 gr. og Tommy og boernene kunne naesten ikke klare at sidde i bilen laengere, saa projekt penge er udskudt til mandag. Kl. 14 vendte vi naesen mod Asharan, hvor vi skulle hente Meghana!
Kl. 15 var vi der og selvom dagen indtil da havde vaeret praeget af andre store oplevelser (og aergelser), saa var vi ved muffen da vi traadte ind paa Asharnas kontor. Boernene havde aftenen foer sagt: i morgen skal vi hente den smukkeste pige i hele New Delhi - og saadan havde Tommy og jeg det faktisk ogsaa. Vi blev sat i en sofa, fik serveret koldt vand og pludselig stod Meghana foran os med to smaa poser i haanden. I den ene pose var hendes personlige ejendele og i den anden en afskedsgave fra Asharan.
Hun kom igen paa mine knaer og vi blev fotograferet, fik herefter udleveret hendes pas og andre papirer samt hospitalsjournaler fra Hyderabad.
Da det var tid til at koere vinkede hun til de voksne baade fra gaden og senere igen fra bilen. Undervejs mod hotellet tog hun en lille lur, men da vi kom hertil var hun vaagen og meget nysgerrig i blikket - ville dog gerne holdes i haanden.
Eftersom vi have haft en skraekkelig varm dag, saa gik vi ind og tog badetoej paa med det samme for at springe i poolen. Meghana var helt med paa den og tog villigt sin badedragt paa og fulgte med i boernebassinet, hvor vi foerst legede lidt forsigtigt med vandet, men efter lidt tid stod hun selv i vandet og sproejtede til alle sider.
Aftensmadville hun ikke have meget af - ej heller sodavand.
Men hele eftermiddagen og aftenen var hun glad og godt tilpas.
Ikke vild og frembusende, men heller ikke stille og indadvendt.
Vi gik i seng kl 22 og hun sove med det samme og uden at roere en finger til naeste morgen kl. 8.
Igaar og idag har vi kun vaeret her og det gaar utrolig godt med Meghana.
Hun griner og leger dels med Kim, der hurtig kan saette fart over feltet og dels med Mandrika, der er den 100 pct. hengivne storesoester. Tommy og jeg vil hun ogsa godt vaere sammen med og sidde hos, naar hun synes hun har behov for det.
Idag har hun foerste gng siden vi hentede hende sagt papa og mama. Det er hun lige begyndt med idag, hvis hun ikke kan se os - altsaa hvis vi forlader et rum. Og det er jo rigtig godt - og det giver en god foelse i maven paa vi gamle. Hun faldt ogsaa idag og slog sit knaa og heldigvis gav hun sig til at graede. Det var ogsaa godt at se, selvom det jo naturligvis var synd for hende.
Saa vi har det bare saa godt allesammen, der er fred og ro i alle geledder.
Nu mangler vi at faa visum i Meghanas pas, aflaegge hoeflighedsvisit hos advokaten og hos CARA - og maaske hos dommeren, men det vidste man ikke helt endnu hos Asharan, men vi faar naermere besked.
Ellers har vi ikke planlagt det store for de naermeste dage, men vi kunne godt taenke os at besoege The Red Fort, som vi har passeret i bil. Det ser overvaeldende ud udefra.
Teknikken hernede er lidt ustabil, saa det er ikke fordi der er haendt os noget, hvis der ikke bliver skrevet i nogle dage.

Hanne og Co.

Det er bare helt utroligt at vi oplever det vi goer lige nu, men det goer vi altsaa.
Rejsen herned forloeb uden problemer. Boernene var soede og rare og opfoerte sig ganske paene. Kim havde bare 1087 spoergsmaal om alt muligt #Hvem bestemmer om vi skal flyve baglaens eller forlaens#, #Kunne saederne ikke ogsaa have vaeret roede istedet for blaa#, #Er der en gearstang i en flyvemaskine#, #Hvis der nu ikke er nogen toiletter i Indien, hvad skal vi saa goere# osv. osv. Men han fik da svar paa det meste, mener vi da.
Vi landede lokaltid kl. 01.00 og derefter var der koe paa koe for at vise pas, visum, tolddeklaration osv. Kl. 02.00 var vi klar til at gaa ind efter vores bagage, men det var der selvfoelgelig ikke, saa vi var ved at indstille os paa, at vi ingenting havde og skulle have det efterlyst. Men det viste sig senere at, der var nogen som havde stillet det til side - hvorfor???
Saa var det jo meningen, at vi ville blive afhentet af hotellet, men det var saa blevet misforsaaet, saa kl. 03.00 fik vi pranget en anden taxa, som ville koere os til Ashok Hotel. Saa foerst kl. 04.00 gik vi i kanerne.
Vi sov ganske glimrende i vores vaerelser med aircondition og det hele, men kl. 9.00 var det op igen, da vi jo havde en meget vigtig aftale inde paa Meghanas boernehjem ved frokosttid og transporttiden herfra hvor vi bor og derind er paa ca 1 1/2 time.
Vi fik en fin morgenmad og vi naaede ogsaa lige at springe i swimmingpoolen en 1/2 time foer vi skulle afsted.
Varmen hernede er ganske utrolig (skraekkelig) der har vaeret ca. 42 gr. idag og det er altsaa rigtig meget. Det er saa fedtet drypper fra os.
Paa et tidspunkt taenkte jeg paa at saette min skuldertaske ned da den tyngede en smule, men blev i tvivl om, hvorvidt jeg gad at bukke mig efter den igen, naar vi skulle videre - saa er det slemt.
Turen ind til Asharan (boernehjemmet) var en stor oplevelse i sig selv, se, hoere og lugte til byen saadan for alvor og Mandrika suger til sig som en toer svamp - hun har kroende dage.
Vi saa oksekaerrer, elefanter og en masse andet asiatisk, men det er nok dyerne vi husker mest lige nu.
Turen tog godt en times tid, men saa var vi ogsaa fremme ved rejsens ultimative hoejdepunkt, nemlig Meghana og hendes boernehjem.
Vi blev modtaget af Wendy, som har knoklet med parpierne i adoptionen lige siden januar. Vi sad paa hendes kontor og snakkede om forskellige ting og om hvordan hun havde forestillet sig de naeste par timer skulle forloebe.
Vi ville faa Meghana bragt ned paa kontoret, hvorefter vi kunne vaere alene lidt inden vi kunne blive vist rundt og hilse paa de andre boern og personaler. Og saa kom hun - i lyseroedt toej og med spaender i haaret og hun er vireklig bare saa smuk og lille porcelaensfin, uden at det ser maerkelig eller syg ud.  Hun kravlede op paa mine knaer og holdt mig haardt i haanden, mens hun sagde mama - papa - mama - papa - hun har virkelig ogsaa ventet, det var tydelig at maerke. Da vi havde vaeret alene lidt - hun havde faaet en halskaede, en bamse og lidt slik, saa ville hun ned og ind til de andre igen. Det handler nok lidt om at faa lov til at #blaere# sig med, at man idag altsaa er den der har besoeg og er en meget vigtig person. Til de andre boern havde vi de sonsorerede legoklodser fra LEGO med og det var en stor succes. De byggede loes med det samme som havde aldrig lavet andet.
Da der var gaaet et par timer var det tid at komme hjem igen og faktisk tror vi hun synes det var fint nok at hun kunne vinke farvel til os. Nu har vi lige snuset til hinanden og vi er sikre paa, at det vil komme til at gaa fint imorgen, naar vi henter hende for at tage med for evigt.
Hun forstaar en hel del engelsk og det er jo en fordel - STOR fordel for os allesammen.
Imorgen skal Mnadrika jo foerst gense sit gamle boernehjem og det bliver i sandhed ogsaa en oplevelse, som vi ser frem til med spaending. Dernaest en tur i banken, saa vi kan faa nogle US$ at spille smarte med og saa til sidst ud efter Meghana.
Saa i morgen tror jeg ikke vi faar skrevet her paa siden, men nok igen i loebet af weekenden.

Til sidst vil vi lige fortaelle at vi sad i swimmingpoolen igen her i aften indtil kl. 20.30 og der er vist omkring 38 gr., men naar det bliver dunkel, saa foeles det knapt saa slemt. Saa det var en rigtig god afslutning paa et par begivenhedsrige og lidt haarde dage.
Hotellet lever ioevrigt helt op til vores forventninger. Tommy og drengene har en dobbelt-dobbelt vaerelse med masser af plads. Hanne og pigerne en almindelig dobbeltvaerelse, men ogsaa med god plads. Masser af god udendoers plads og hegn om hele skidtet med vagtmand ved doegnet rundt.

Det var alt for nu - skriver igen i loebet af weekenden.
Hanne og Co.

Så er det dagen før DAGEN.
Ved næsten ikke, hvad vi skal skrive andet end at vi nu er meget spændte.
Faktisk så skete der det igår, at vi fik besked fra Meghanas børnehjem om, at vi måtte komme på besøg allerede torsdag den 9. juni om eftermiddagen. Og hvis det forløber fint for alle parter, så har de fra børnehjemmets side foreslået, at vi kan komme forbi fredag den 10. juni på vejen hjem fra Mandrikas børnehjem - og få Meghana med os hjem til vores hotel. Og det skal da ikke siges mere end den ene gang! Det betyder jo at vi får en hel weekend ekstra sammen med hende, som vi ikke havde regnet med. DET ER GULD!
Som sagt så regner vi med og håber på, at vi kan skrive her i dagbogen fra Indien. Hvis der ikke kommer nyt - så er det teknikken derude, som driller, men vi skal gøre vores bedste (skønt det ikke kan siges at blive til meget, når det er EDB det handler om).
Hej så længe............

Ja, nu er der ikke længe igen. Vi glæder os selvfølgelig ganske utrolig meget, men det er også meget underligt, at det er nu, det er nu.
Den sidste knast er nu også ryddet af vejen for vore spanske bekendte.
Deres sag fik NOC i den ene uge og blev clearet ved retten den næste.
Selv i Indien kan man altså skynde sig i særlige tilfælde!!
Så nu glæder vi os for alvor til at hilse på hverandre - vi skal bo på samme hotel og vi skal have vores piger overdraget den samme dag, nemlig den 13. juni.
Den ene kuffert efter den anden begynder at være klar til lukning og adresse-seddel, så det er egentlig bare småting vi går og pusler med nu til sidst. 2 skal til frisør i morgen, Tommy vil have bilen vasket, benene (Hannes) skal lige strippes for hårvækst osv. Men det er dejligt at være over sine ting - det giver plads til at nyde.
Vi skal køre herfra tirsdag nat kl. 04.00, så vi kan vel sige at vi kun skal sove 2 1/2 nat mere, så er vi på vej.........

Ja, så er det sidste arbejdsdag for Hanne. Der holdes ferie fra idag og indtil afrejsen den 8. juni.
Vores billetter kom med posten igår og der lå også seddel i postkassen om, at vi kan hente et anbefalet brev på posthuset - det er nok vores pas, der er kommet retur fra den indiske ambassade! Så er alt det praktiske (det vigtigste ihvertfald) på plads.
Vi har ellers haft lidt nerver på -  på vegne af vore spanske bekendte. Deres sag kunne ikke få NOC, da den spanske organisation ikke havde sin licens på plads.
Det lyder helt forrykt, at de ikke har styr på den slags, men da de ikke har beskæftiget sig med indisk adoption siden skandalen i Andhra Pradesh, så var licensen altså udløbet. Og det har de haft en værre ballade med at få bragt i orden. Så var der sendt breve fra Spanien, som ingen i Indien havde modtaget, osv, osv.. Og vi havde egentlig sådan håbet på, at vi alle skulle mødes i Indien og sidde og stege i varmen sammen, men som tiden gik, så så det ikke ud til at deres sager ville komme i orden inden domstolene holder ferielukket. Men så i forrige uge ringede de pludselig og fortalte at deres organisation havde fået fornyet licensen og at CARA helt ekstraordinært havde udstedt NOC til børnene i samme omgang. Så nu håber vi, at deres sager kan nå at blive behandlet i retten, inden de lukker for sommerferie den 3. juni. Hvis de kan det, så er der stadig håb for, at vi ses i New Delhi.
Og det kunne være rigtig sjovt!!
Ellers er forberedelserne godt i gang. Vi har købt lidt forskellige "høflighedsgaver", som vi kan dele ud af. Vi har fået pakket en hel sportstaske med pæn, brugt småbørns tøj, som vi skal aflevere på Mandrikas børnehjem, men vi skal have fat i lidt mere endnu.
Sidst, men ikke mindst, så  skal vi jo også have pakket en taske til Meghana og vi skal også have hendes halvdel, af det der nu kun er Kims værelse, til at se lidt pigeagtigt ud.
Men det vil vi hygge os med den næste uges tid.

Idag skete der noget stort. Det synes vi ihvertfald selv.
Vi fik en mail fra Meghanas børnehjem, hvor de spørger, hvilket navn barnet skal have til at stå i sit pas. WAUUUUU
Det er altså virkelighed - at vi skal hente hende snart!!
Det er meget dejligt, men også meget mærkeligt at tænke sig, at vi er så tæt på nu.
Men spørgsmålet i sig selv, var jo let nok at svare på. Det har egentlig været bestemt i årevis, hvad vi ville kalde hende, når (hvis) hun kom, nemlig:
MEGHANA MAGDALENE STORM SØRENSEN.
Idag har vi også fået tid hos lægen til de sidste vaccinationer. Nogle i familien blev meget lettede og andre meget skuffede. Det viste sig nemlig, at Tommy, jeg og Mandrika er dækket ind med vaccinationer, hvorimod drengene mangler en hepatitis B og stivkrampe. Der er ikke andet at sige til drengene end "BAD LUCK" - det er vi bare nødt til at få styr på, hvad -enten de vil eller ej.

Idag har vi fået styr på, hvor vi skal bo, mens vi er i Delhi.
Valget faldt på Ashok Country Resort, som ligger ca. 16 km fra centrum og ca. 4 km fra Indhira Gandhi Airport. Stedet passer til vores families behov, som f.eks. er udendørsfaciliteter og pool. Prisen passer (ikke perfekt) men bedst af de steder, vi har fået priser fra.
Som det ser ud nu - og det bliver der sikkert ikke lavet om på - så rejser vi fra Billund den 8. juni og ankommer til Delhi den 9. juni kl. 00.50.
Vi skal møde Meghana den 13. juni kl. 11.
Så fra den 9. til den 13. holder vi ferie - det eneste vi skal, det er at besøge Mandrikas børnehjem den 10. Det glæder vi os også meget til!!
Billetterne er reserveret - vi skal have lavet nyt pas til Kim og have søgt visum til os alle, men så er vi vel også i det store hele KLAR.

Vi håber med denne dagbogs-lignende beskrivelse af vores rejse til Delhi, at kunne holde familie, venner og bekendte orienteret mens vi er væk.
Meningen er, at vi opdatere siden fra Delhi og fortæller om vores oplevelser - store som små - og ikke mindst om mødet med og overdragelsen af Meghana.