Vores 5. barn er lidt af en tilsnigelse - men en af de bedre!
I vores hjem findes der - som sagt - 2 bibler. Den ene er den om Gud og Jesus, som repræsentere den tro vi vedkender os i det daglige. Den anden hedder "AC Focus" og udkommer 4 gange om året og den handler om adoptionsarbejdet set fra flere vinkler.
Fra tid til anden fremlyser man i dette blad enkelte børn, som af den ene eller anden grund ikke umiddelbart kan placeres hos nogen af de familier, der er på ventelisten i forvejen.
Det var på denne måde - som med vort 4. barn -, at vi stiftede bekendtskab med vores 5. barn.
I udgaven af "AC Focus", der udkom i juli 2001, stod der om et barn på "Børn søger forældre" listen:

"1/2 år gammel dreng fra Vietnam.
Han er en dejlig, veludviklet dreng på ca. 1/2 år. Bortset fra en medfødt læbe-ganespalte er han sund og rask.
Hvis vi finder en familie i Danmark til ham, anbefales det, at man venter med operation, indtil han kommer hertil."

Det er svært at sige, hvad det var vi faldt for, men vi vendte tilbage til denne kortfattede tekst igen og igen. Til sidst var der jo ikke andet at gøre end at ringe til AC og snakke med sagsbehandleren for Vietnam. Det var Anette Perto - hun var rigtig sød i telefonen og glad for, at vi viste ineteresse for en af hendes små hjertebørn. Nu havde vi jo ingen godkendelse - vi lod os overrumple af lysten til at adoptere dette barn og så måtte vi jo tage det derfra. Aftalen med Annette Perto blev, at vi skulle lade sommerferien gå  inden vi kunne komme på banen. Grunden til dette var, at der jo kunne være andre familier, som allerede var godkendt, som måske ville reagere på barnets omtale i løbet af de næste par uger. Og de ville jo så have - om man så må sige - "forkøbsretten". Og det var jo fair nok - vi ville så også få lidt mere tid til at tænke os om. Ville vi kunne klare et Læbe/Ganespalte barn og det der nu følger med? Men efter at have fået en rigtig god snak med vores egen læge, så følte vi, at opgaven var til at bære. Som han så rigtigt sagde, så er det jo noget som kan rettes måske ikke i første hug, men så ihvertfald i 2. eller 3. og vi ville så ende med at have et ganske normalt barn.
Så da Annette Perto ringede på hendes 1. arbejdsdag efter ferien og fortalte, at ingen andre havde reageret på omtalen i bladet, så kunne vi jo sige, at vi var 100% afklaret og hellere end gerne ville søge om en konkret godkendelse til barnet. Vi fik tilsendt helbresoplysningerne på barnet og der stod kun godt, der var intet andet at bemærke end det læbe/ganespalte, som vi jo allerede var bekendt med.
Der foruden var der 2 billeder af den yndigste lille dreng, et billede, hvor han kun er 10 dage gammel og et hvor han er ca. 1 mdr. gammel - jamen, det var fantastisk, sådan en lille fyr.............
Vi kontaktede vores sagsbehandler i Amtet, som gjorde en heroisk indsats for, at få vores sag igennem systemet så hurtigt som muligt. Det lykkedes og allerede den 18. august blev vi godkendt til adoptionen af Ta Kim Ngoc, født i Vietnam den 18. maj 2001.
Der er ingen, det tror vi ihvertfald ikke, der kan forstå den overvældende glæde der bredte sig i hele vores familie ved tanken om, at vi skulle have endnu en lillebror.
Nu er der måske nogen, der sidder og tænker "noget", men vi kan med god samvittighed sige, at han ikke er et " i-stedet-for" barn.
Så er det på det rene.

Der var en masse papirer, der skulle skaffes, underskrives og notariseres og sendes til Vietnam inden vi kunne hjemtage Kim, som han senere er blevet døbt.  
Men alt taget i betragtning, så gik det egentlig meget smidigt og allerede i september - vist den 24. - blev vore papirer sendt til Vietnam. Det viste sig, en lille måneds tid senere,at vi  selv havde lavet en fejl i vores postnummer på ét af de mange dokumenter. Det havde den konsekvens, at vi  - eller rettere AC  - fik det hele retur, så vi kunne få den lavet korrekt. Det var lidt træls, men på den anden side, så fik vi da meget respekt for de vietnamesiske myndigheder for, at de ikke tillod selv den mindste fejl at gå gennem deres system. - egentlig en betryggende følelse. Som sagt var det træls, fordi vi så måtte vente ca. en måneds tid yderligere, inden vi kunne hente Kim....
I ventetiden fik vi nye billeder af Kim hele 3 gange. 1 gang af en anden familie, som var derude for at hente deres datter og 2 gange fra Mr. Tuan.
Det sved lidt hver gang, fordi det tydelig-gjorde, at der går meget tid til spilde med papirarbejde osv. - tid som man gerne ville have haft sammen med sit barn. Samtidig bliver man jo ufattelig glad for disse billeder og glad over at se, at barnet har det godt og trives, selvom vi ikke selv spillede en aktiv rolle i dette endnu.
I begyndelsen af december får vi besked fra Annette Perto om, at vi skal have ceremoni (have barnet overdraget) i Hanoi den 20. december, at vi skal følges med et par, som vi ikke kendte på forhånd, men som ved nærmere eftersyn bor ret tæt på os. (og dem har vi haft glæde af lige siden)  Så der var ikke andet at gøre end at gå i gang med rejseforberedelserne - og det var bare dejligt.
Inden vi fik bestilt vores billetter, skete der nogen ting, som gjorde, at vi var nødt til at splitte familien i 2, således at Tommy og Kalinga blev hjemme i Danmark ved den danske jul, mens Hanne, Ebbe, Mandrika samt mormor og bedstefar drog til Vietnam.
For, at det overhovedet kunne lade sig gøre, så skulle Hanne medbringe en notariseret fuldmagt fra Tommy - den fik Annette Perto hurtigt forfattet, sendte den med posten - og vi kom på dommerkontoret endnu engang.
Så kunne vi bestille billetter og få pakket vore kufferter.

Den 18. december skulle vi flyve fra Billund om morgenen.
Vi blev selvfølgelig kørt derned af Tommy og Kalinga , men det var ingenlunde en 3-stjernet oplevelse at tage afsked med hinanden i lufthavnen, velvidende at der ville gå 2-3 uger inden vi kom hjem igen.
Så der blev fældet en tåre eller 2 af vi to gamle, som iøvrigt aldrig havde været væk fra hinanden så længe før. Ebbe og Mandrika kunne næsten ikke vente til vi skulle ud i flyet. Kalinga blev ved med at gentage, at han glædede sig til andestegen juleaften, som de 2 skulle holde hos faster og Christian i Roslev.
Hvis nogen havde spurgt inden tiden, om det ville spille en stor rolle for os at skilles i de 2-3 uger, for hver at passe sit, så ville jeg have sagt nej. Men sådan dukker der jo undertiden sider af sig selv op, som man ikke troede var der og sådan var det også med dette.
Værre blev det, da jeg snoede mig ud af Tommys favn for at gå ud til flyet og han lige nåede at hviske mig i øret "Pas nu godt på Ebbe og Mandrika", hvortil jeg svarede "Ja, det skal jeg nok". Da jeg så sad i flyet og den begyndte at gasse op til start, så slog det mig, at der kunne ske 117 ting med os, som jeg slet ikke kunne have kontrol over og det pinte mig pludselig voldsomt, hvad jeg havde lovet Tommy - for sæt nu et eller andet hændte. Nu var jeg derude rent følelsesmæssigt, hvor det var godt på vej til at blive hysteri, men heldigvis sad min mor på min venstre side og hun tog min hånd i sin og sagde "Hvis vi skal have lille Kim hjem, så er du nødt til at være stærk og gennemføre denne rejse - han kommer jo ikke selv!"
(Det er jo rigtig "flot", at man i en alder af 37 år har brug for sin mors trøst når rebet strammer til)
Men det var jo så rigtigt som det var sagt, så da vi nåede Frankfurt, så var jeg færdig med at tude og var kommet så tilpas langt hjemmefra, at der kun var én vej frem og det var til Vietnam og tilbage igen.
Turen som sådan gik over al forventning. Ebbe og Mandrika hyggede sig og syntes tydeligvis det var noget vældig noget. Det meste af turen var vi med Thai Air og hos dem er servicen godt nok i top. Sodavand sådan cirka hver anden time, farveblyanter og børnemenuer - jo, det var noget der duede!
Vi ankom til Hanoi tidelig formiddag efter en kort mellemlanding i Bangkok.
Som forventet holdt der en minibus udenfor lufthanvnen og ventede på os. Nu var vi jo flere i vores delegation end der sædvanligvis er, så der skulle stables godt med vore pakkenelliker for at det kunne være i bussen altsammen. Men om ikke det lykkedes - endda så smart, at der blev et sæde til hver af os at sidde på - og så statede en storslået køretur ind mod Hanoi.
Morgendisen hang stadigvæk ud over bjergene, som man kunne ane langt væk, men ellers så det ud til at byen var vågnet og folk var igang med deres daglige gøremål.
Midt i det hele var der omkørsel pg.a af noget motorvejs (?) byggeri á lá Los Angeles med veje over og under hinanden. Det er jo i sig selv ikke noget særligt, men omkørslen var noget ud over det vanlige. Vi kørte ad smalle grusveje med enorme huller, tæt op ad folks hønsehuse og ildsteder, men stille og roligt gik det og efter et stykke tid svingede vi igen op på asfaltvejen.
Vi blev efter ca. en god times kørsel sat af ved ATS-Hotellet, som vi alle havde valgt at bo på. Ud af bussen med alle tasker og kufferter og så fik vi anvist vore værelser.
Mig og børnene fik værelse på samme etage som mine forældre, mens Egon og  Ketty måtte en etage længere op.
Det var et godt lille værelse med en dobbeltseng og en enkelt seng, så der var jo plads nok - også når vi fik Kim. Vi aftalte med det samme, at Ebbe og Mandrika skulle skiftes til at ligge i enkeltsengen hver anden nat, og ellers sove ovre i dobbeltsengen, hvor Kim skulle ligge i "smørhullet". Det mest attraktive var jo at komme til at ligge ved siden af lillebror, så på denne måde, var der ingen der blev snydt.
Vi hvilede det meste af dagen, var lige ude at snuse til byen og spiste så aftensmad i den udmærkede restaurant, der ligger på ATS.
Gik tidelig i seng for at være klar til overdragelsen  næste dag.
Fik dog lige mailet hjem for at fortælle om turen og at det var gået helt Ok.

Ceremoni den 20. december 2001
Jeg kan ikke præcist huske tidspunktet, men lad os sige det var kl. 14 vi skulle have vores børn overdraget. Vi blev hentet et par timer i forvejen af AC's kontaktpersoner i den lille minibus fra dagen før.
Vi havde sovet godt hele natten og havde fået et godt morgenmåltid i restauranten, været i bad og var som sådan klar til at tage afsted mod turens ultimative højdepunkt. Ebbe og Mandrika blev hjemme på hotellet sammen med mormor og bedstefar, hvor de ville vente med spænding på, at jeg returnerede med Kim.
Vi tog afsted ind mod stedet, hvor overdragelsen skulle finde sted.
Vi blev vist op på 1. sal og ind i et stort forsamlingshus-agtigt lokale med store flag og bannere rundt på væggene. Der var et meget langt bord med plads til ca. 20 mennesker omkring og for enden af den var der et mindre bord med et par stole ved.
Foruden os kom der repræsentanter fra de forskellige vietnamesiske myndigheder, AC's kontaktpersoner, og forskellige referenter og sekretærer, som skulle forestå den rette papirgang. Vi var efterhånden samlet allesammen, da døren pludselig gik op og der kom to "caretakere" (børneplejersker) ind med hver deres lille barn i favnen. Den ene var jo naturligvis vores Kim; og i en alder af knapt 6 måneder, så sad han strunk på armen af hans caretaker og kiggede nysgerrigt rundt i lokalet og på os. Jeg gik imod dem med det samme og tog hans lille hånd, som han rev til sig med samme for at gribe ud efter min halskæde, som åbenbart stak ham i øjnene. Så gav caretakeren tegn til mig om, at jeg kunne tage Kim og det gjorde jeg så og han lod ikke til at blive ked af det eller have noget imod dette skift. Jeg gik rundt med ham og viste ham flagene og snakkede stille og roligt til ham om alt muligt. I tasken havde jeg en lille rangle med, som jeg fandt og gav ham i hånden - den kunne han godt li' og puttede den straks i munden. Nu ville caretakeren sige noget til mig, som jeg aldrig fik fat i, for da jeg skulle bede hende gentage, gik døren op og der kom et par mænd ind i jakkesæt og med attachemapper under armen. Det var åbenbart dem vi havde ventet på, for nu gik ceremonien igang og alle tog plads rundt om det store bord. Jeg sad med Kim på skødet og nød at have ham ved mig, så jeg hørte ikke rigtig efter, hvad de allesammen havde at sige.  Men der bliver sagt nogle meget højtidelige ting til os om, at vi skal passe godt på børnene og sørge for at de får sig en god uddannelse osv. Noget af det blev oversat til engelsk via AC's kontaktperson, som også senere holdt en lille tale og sluttelig holdt Egon en "takketale" på vores allesammens vegne - på engelsk.
Det allersidste vi skulle, var at gå hen og sidde ved det lille bord og skrive under i "den store bog". Det syntes jeg egentlig var meget højtidelig, at man sådan skulle sætte sin underskrift i sådan en meget stor og fin bog og vide, at den vil ligge i arkiverne i Vietnam i mange, mange år.
Caretakeren, som havde holdt Kim mens jeg skrev under, kom med ham igen og signalerede at det var tid til opbrud og afsked. Kim græd lidt da hun steg ind i en anden minibus og forsvandt uden at tage ham med, men det varede kun kort og da vores minibus satte sig igang, så fik han travlt med at kigge sig omkring. Men snart faldt han i søvn og vågnede først lige før vi nåede tilbage til ATS.
Bedstefar, mormor, Ebbe og Mandrika havde nærmest hængt ud af vinduet for at holde øje med os og da vi trådte ind i gangen på ATS kom de i susende fart ned af trappen til os. Kim tog det vældig roligt det hele og kom både over til Mandrika og til mormor uden at fortrække en mine. Vi sad lidt i gangen sammen med Egon og Ketty og beundrede vore børn. Hvor Kim havde eksem i hele fem-øren, havde fået sit hår klippet af tot-vis og i det hele taget så lidt medtaget ud, så var Anne (Egon og Kettys datter) noget af det fineste vi havde set. Men uanset hvad, så havde vi hver især fået lige præcis det barn vi allerhelst ville have.
Så gik vi på værelset for at kigge vores lillebror lidt efter i sømmene og han skulle også have en flaske og skiftes - og det gik ganske fint med god hjælp fra Ebbe og Mandrika, som slet ikke kunne blive færdige med at pille ved ham. På trods af alt vores "ordneri" med ham, så faldt han let i søvn da sutteflasken var tom.
Jeg sad og kiggede på ham og "holdt vagt", mens Ebbe og Mandrika gik med bedstefar og mormor ned for at tage en tur i cykeltaxi ud i Hanoi's stræder.
Han var rigtig sød som han lå der og sov - intetanende om, hvor meget vi havde set frem til denne dag. Hans læbe/ganespalte var ikke noget  at tale om, det var hverken ulækkert eller specielt skæmmende at se på. Det var at se på, som vi havde forestillet os det, ud fra de mange billeder vi havde fået af ham i ventetiden.
Jeg greb telefonen og ringede hjem til Tommy for at fortælle, at han var blevet far til en ualmindelig dejlig lille knægt. Det var lidt sært, at vi ikke kunne være fælles om denne store oplevelse - men som vi snakkede om, så findes der sikkert kvinder, der har født alene, fordi  manden enten har været sømand eller livvagt for dronningen, og så kunne vi nok også stå dette igennem!

Der var spilopper i vores nye lillebror.
Det gik ret hurtig op for mig, at Kim var motorisk veludviklet. Jeg havde forestillet mig, at min lille dreng på 6 mdr. ville ligge på et tæppe, med sine rangler og sige "guk-guk", men sådan blev det slet ikke.  Han kunne kravle som en speed-båd, rejse sig op ved stole og borde og det var selvfølgelig kanon-godt, men jeg var meget overrasket! Det betød jo også, at det kunne være svært at komme på toilet, for ikke at snakke om i bad, når nu han ikke kunne tåle, at hans mor forsvandt for hans blik. Men så var det godt, at mormor og bedstefar var med, så gik de en tur med ham på armen, mens jeg var bad - han ville ihvertfald ikke efterlades alene med Ebbe og Mandrika på gulvet inde på værelset!
Jeg havde medbragt en lille klapvogn, men den kunne der slet, slet ikke være tale om, at Kim ville sidde i. Jeg havde også en lånt bæresele med og den ville han til gengæld meget gerne sidde i og som regel faldt han hurtig i søvn, når han blev puttet ned i den.
Så vi havde gode betingelser for at komme lidt omkring i byen og køre med cykeltaxi, gå i parken og ned til søen osv., hvad vi nu kunne overskue at kaste os ud i.
FIVI-Markedet er, blandt adoptanter ihvertfald, et kendt indkøbssted i Hanoi og derhen fik mig og børnene mange ture i de 14 dage vi var i Hanoi.
Vi hyggede os meget. Når Kim sov, så havde vi mulighed for at tage et spil af en eller anden slags eller vi kunne gå en lille tur og se på gadehandlere eller på museum.
Det var dejlig afslappet at være i Hanoi - jeg var overhovedet ikke nervøs ved at lade Ebbe og Mandrika løbe lidt foran eller sakke lidt bagud, jeg tror ikke, at nogen kunne finde på at gøre os noget. Ofte, hvis vi var ude i middagstimerne, så sad der mænd på fortovet og spillede Dam. Mange af dem kunne ikke lade være med lige at rejse sig op og give Ebbe en svingetur og så en ordenlig gramsetur i alle hans krøller. Nu er Ebbe heldigvis ikke så sart, så han syntes egentlig det var meget sjovt.
Som det før er blevet fortalt, så er der mange vietnamesere, der kommer for at spørge til ens børn, hvor de kommer fra, hvor gamle de er osv. Det gjorde de også med mine børn og når de så så Kim med sin læbe/ganespalte, så kunne der godt være nogen, som vendte hovedet væk i væmmelse. Det var såmænd nok ikke for at være uhøflige, men snarere fordi, der er stadig folk i Vietnam, som tror på, at "vanskabte" børn betyder alverdens ulykker. Det var også oftest ældre mennesker, der reagerede på den måde, hvorimod de lidt yngre gav udtryk for, at de syntes han var en heldig dreng, sådan at blive adopteret med mulighed for senere at blive opereret for sin læbe/ganespalte.
Mine forældre tog på nogle ture, bl.a til Halong Bay osv. og de var meget begejstrede for den vietnamesiske natur og ikke mindst for alle de vietnamesere, som de mødte på deres vej. Meget flinke, smilende og hjælpsomme.....................
Disse ture stod vi af over for og nøjedes med referaterne når de kom tilbage og begge mine forældre er gode fortællere, så det var ikke så ringe endda.
Kim tilpassede sig utrolig fint, sove, spise, lege som regel også på de tidspunkter, hvor det passede bedst. Det eneste han var meget ked af i lang tid - det var at få alt sit tøj af og blive vasket, det kunne han slet ikke have med at gøre. Hvis han bare skulle skiftes, så var der ingen problemer.
Det gik så godt, at vi en aften besluttede os for at tage i "vand-dukketeatret" og så spise et eller andet sted i byen bagefter.  Ebbe og Mandrika var meget, meget optaget at det storslåede show, som vand-dukketeatret jo er. Kim sad ved mig og når bare vi gik lidt frem og tilbage, så fandt han sig fint i det og jeg fik set det meste af teaterstykket, så det var OK. Jeg husker ikke hvor vi spiste, men det var et fint sted med levende musik og det hele - og rigtig godt mad.

Kim's eksem/svamp blusser op.
Ved et tilfælde kom jeg en aften til at sætte næsen ned i Kims hår for at kæle med ham. Så langt kom vi nu aldrig, for den lugt, der sprang op i næsen på mig, var lige ved at kvæle mig. En mellemting mellen ekstrem sure fødder og rådne æg?? Det var ihvertfald fælt!
Han havde ved overdragelsen dette eksem/såragtige udslæt i ansigt og hårbund og jeg fik at vide, at hvis det bare blev vasket i kold, grøn te, så skulle det nok forsvinde. Og det helede egentlig også forbavsende hurtigt, men det har nok været for hurtigt, nu da det pludselig stank sådan - som om det kunne være noget indkapslet betændelse. Så næste dag satte vi kursen mod SOS-klinikken, hvor en meget venlig og let-forståelig læge så på Kim. Han mente alle sårene skulle pilles af og så skulle det renses grundigt og derefter behandles med div. salver. Løsningen var god nok, men jeg tænkte, at Kim ville blive trekantet over at få sine sår pillet af, så jeg var lidt nervøs da jeg lagde ham på briksen. Men det viste sig, at han NØD det i fulde drag. Den lille sygeplejerske stod og tog sår af og rensede med jod, mens Kim nærmest rullede med øjnene af velbehag.
Bagefter fik jeg vist 4 forskellige salver, som skulle bruges på forskellige stadier af den helningsproces, som nu kunne starte.
Det var en positiv oplevelse at komme på SOS-klinikken, meget grundige folk, som arbejder der!!

Besøg på Kims børnehjem Mai Linh
Det største var jo under alle omstændigheder den dag, hvor vi fik Kim overdraget. Ingen tvivl om det!
Men vi havde også set frem til den dag, hvor vi skulle se det sted, han havde levet sine første 6 mdr.
Mormor og bedstefar havde også glædet sig meget - for sådan rigtig at forstå, hvor deres nyeste barnebarn kom fra. Vi tror ikke de var taget med alene af den grund, men det betød meget for dem at komme med på Mai Linh.
Jeg havde forlods spurgt Mr. Tuan om det var iorden, at de tog med. Og nu er det sådan i Vietnam - i modsætning til herhjemme - at de "ældre" nyder en vis respekt, så der var ingen tvivl hos Mr. Tuan - selvfølgelig måtte de komme med - han var tæt på at bukke foran mig!
Min far har senere sagt, at den respekt han som ældre, gangbesværet  herre blev mødt med allevegne faktisk var lidt overvældende. Og med hans typiske form for humor tilføjer han straks, at det måtte vi andre (jeg, mine børn og min mor) kunne tage ved lære af.
Vi svarede kort: Nyd det, så længe det varer!
Vi skulle køre i taxi sammen med Mr. Tuan og Minghet samt selvfølgelig familen Karlsen. Alle stod vi klar på hotellets trappe i vores pæne tøj og med gaver til børnehjemmet, passerne og hjemmet leder.
Mai Linh ligger i Ha Tay provinsen, som ligger udenfor Hanoi i nordlig retning. Det var vel en køretur på ca. 1 1/2 times tid. Det var en oplevelse i sig selv at komme udenfor Hanoi og se det smukke landskab, der bredte sig ud for vore blikke. Der er grønt og forholdsvis frodigt alle steder. Så ligger der 10-20 små huse i en klynge - bygget i sten med bliktag - og så er det som om det er engarealer, der strækker sig ud over det hele, indtil den næste klynge af huse viser sig. På markerne er der ikke overraskende ris, ris og atter ris. Der går damerne med opsmøgede busker og planter. De går foroverbøjet hele tiden og på hovedet har de den typiske vietnamesiske strå-spids-hat med bånd ned omkring hagen. Disen hænger lidt i luften og man bliver ærlig talt lidt stum over at kunne skue ud over dette syn i virkeligheden. Man bliver ydmyg og respekten for disse hårdtarbejdende kvinder bliver enorm.
Pludselig bliver man kaldt tilbage til virkeligheden. Bussen giver et ordenligt hop, så vi er ved at stryge af sæderne. Det er bare vejen, der er noget så dårlig. Så snart vi var godt udenfor Hanoi, så var det farvel til asfalt og goddag til hullede grusveje, som dog havde nogle OK strækninger ind imellem. De små sover og sveder i søvnen, så de er plaskvåde, men det kan jo ikke komme på tale at klæde dem lidt af nu, lige før vi når deres børnehjem. Her vil vi jo gerne vise, at vi passer godt på dem - herunder også klæder dem pænt og fornuftigt på.
Mandrika og Ebbe sidder bagi sammen med Egon og bedstefar. De filmer ud af vinduet, selvom det vist er svært når det humper så voldsomt med bilen. Ebbe er ved at være urolig og lægger hele tiden op til Egon. Han har lyst til en rask lille slåskamp. Men Egon vil hellere låne ham videokameaet og så skåne sit pæne tøj indtil besøget på Mai Linh er overstået.
Vi smågriner lidt foran i bussen.........børn, kameraer og pressefolder, sikke en cocktail!
Som jeg husker det, så ligger Mai Linh ude midt i ingenting, men pludselig er vi der og bussen passerer en "port" og vi holder stille midt i, hvad vi kunne kalde en skolegård. Mai Linh er, foruden at være opholdssted for de børn, der skal bortadopteres, også kostskole for døve og døv-stumme børn i alderen 0-15? år. Disse store børn flokkes omkring os med samme og gestulere livligt til hinanden og små fniselyde høres rundt omkring.
Så bliver vi budt velkommen og vi bliver vist ind på "forstanderens kontor", hvor der serveres den populære grønne te af bitte-små kopper uden hank.
Så bliver der snakket lidt og vi bliver spurgt om det går godt med de små, hvilket vi svarer bekræftende til. Mormor og bedstefar følger med med store øjne. Da bedstefar ikke taler eller forstår engelsk, så er han klart den, der har mindst ud af denne sammenkomst. Men endelig bliver der gjort tegn til, at vi skal over at besøge afdelingen med de små børn, der hvor Kim har boet i snart 6 mdr. Jeg er lidt nervøs på hans vegne. Vil han kunne huske stedet og personalet? Det er jo ikke længe siden han har boet der og man kunne jo godt forestille sig, at han måske ville søge fra mig og over til nogle af de "gammel-kendte" voksne.
Det gør han nu ikke, men på et tidspunkt bliver han meget ked af det og kigger fortvivlet rundt, dels på mig, på mormor og på hans tidligere plejer.
Men det ordner sig, da han kommer over til mig igen. Plejerne føler nemlig en vis beretigelse til at flå børnene ud af favnen på os og svinge dem rundt og sige dikke-dikke lyde til dem og virker de ikke begejstede ved det, så stikker de en flaske i munden på dem. På Mai Linh var der altid lune falsker indefor rækkevidde - de stod ganske enkelt i spande med varm vand. Det var nok det, der blev lidt for overvældende for Kim efter, at han og jeg  havde haft henved 2 uger sammen 24 timer i døgnet på en meget tæt og meget rolig måde.
Mandrika var helt i sit es, hun fik lov til at sidde oppe i "sengene" hos caretakerne og nusse alle de små baby'er. "Åhh", siger hun hele tiden "er den her ikke sød, mor?" Og, jow - de var utrolig søde allesammen.
En ting er ihvertfald sikkert; det var en utrolig god og positiv oplevelse at være på Mai Linh. Der er ingen tvivl om, at personalet gør alt det gode de kan finde på, for hver enkelt barn. De bliver nusset og løftet og snakket med, så det var en fornøjelse at se på.
Hjemmefra var jeg blevet udstyret med et engangkamera fra en familie, der på daværende tidspunkt, ventede på at skulle hente deres datter. Kameraet skulle jo bruges til at tage billeder af deres datter, samt evt. andre børn. der var godt på vej til Danmark. Det gik fint med at tage billeder af familiens datter, da jeg vidste hvem det var. Af de andre børn gik det helt galt, da jeg hele tiden løb i hælene på Mr. Tuan og han nåede lige akkurat at fjerne børnenes navneskilt inden jeg kom med det lille engangskamera. Så der blev taget en del billeder af uidentificerede børn og jeg tror faktisk ikke de nogensinde kom frem til de ventende familier, da det var håbløst at finde ud af, hvor børnene hørte hjemme. Desværre.....
Så var tiden ved at være gået. Vi havde fået taget billeder af Kim sammen med hans gamle plejer, børnehjemmet inde og ude og gaverne var afleveret, så vi sluttede af med at dele balloner ud til de store, døve børn. Balloner, som mine forældre havde fået på den lokale Grovvarerforening. Der var vel 2-300 balloner ialt, så der var rigelig til alle. Men det syntes de var rigtig morsomt.
Så gik turen tilbage til Hanoi i minibussen. Turen tilbage afveg ikke meget fra turen ud, bortset fra at vi stoppede et par steder for at tage billeder.

Så var opholdet i Vietnam ved at nærme sig sin afslutning.
Vi havde fået børnenes pas og efter lidt tumult med den danske ambassade, p.g.a. nytår, fik vi også visum.
Vi fik vores billetter lavet om til en tidligere hjemsrejse end først beregnet.
Damen på Thai Air foreslog en, efter hendes mening, bedere og hurtigere rute end den der var booket i forvejen. Det lød jo fint og der var plads til os allesammen.
Men turen hjem blev intet mindre end et flop.
Allerede i Bangkok var vi håbløst bagefter. Da vi landede var der kun 20 min til at flyet mod Frankfurt skulle lette. Så står vi der, med hænderne fulde af børn og tasker og sutteflasker og alt, hvad der nu er rart at have lige ved hånden og aner ikke en brik om, hvor vi skal henvende os for at få boardingpas til næste fly.
Og så er Bangkok lufthavn lige pludselig meget stor!!
Tiden løber fra os og vi stiller os i kø ved en tilfældig skrank, hvor vi får forklaret hele situationen og så får de meget travlt med at hjælpe os. Der bliver ringet for at holde flyet tilbage og de suser rundt og ordner boardingpas til os. Så får jeg alle boardingpassene i hånden og vi bliver guidet  - selvfølgelig - ud til den gate, der ligger længst væk
Og selv om vi småløber og min far har sat turbo på stokken, så smutter tiden alligevel. Men flyet har minsandten ventet på os, så jeg smider boardingpassene og vi skal så lige vente til de har tjekket dem allesammen.
Så er der ingen til Egon!! Så han kan ikke komme med hjem........😮
Men efter lidt snakken frem og tilbage, fremvisning af pas og billetter, så får Ketty lov til at tage ham med alligevel.
Jeg ved ikke om jeg tabte Egons boardingpas på løbeturen eller om den aldrig havde været der - men det er jo også ligemeget nu.
Ret svedige, forpustede og lidt rystede sidder vi endelig på vore pladser i flyet og er på vej nord-vestpå.
Det blev en hård flyvetur. Ikke fordi de havde slækket på servicen siden vi rejste ud, men fordi Kim ikke er en BABY, men alligevel for lille til at få sit eget sæde, så han kravler rundt på mig hele tiden. Kabinepersonalet frabad sig nemlig hans kravleri på gangene!
Men vi er jo heldige, har fået plads med lift til Kim, så der sætter jeg jo ham op, da der kommer mad. Og bedst som jeg er ved at befri maden for plastic dit og dat, så giver det et knald og mad og bestik m.m. ryger til alle sider. Det er bare Kim, der har taget den på hovedet ned fra liften og lander med et smil midt i maden. Jeg kan godt offentliggøre her, at der IKKE er plads på et enkelt flysæde til både en mor, en dreng, der vil pille i alt muligt og mad samtidig. Så jeg opgav aftensmaden.
Og på grund af - os selv - nåede vi naturligvis ikke flyet fra Frankfurt til Billund.
Det betød en overnatning i Frankfurt på Tahi Air's regning.
Helt ærlig, så var jeg så træt, at det egentlig passede mig fint. Lige at kunne smide sig på en seng et par timer inden vi kom hjem - skønt. Men det var meget synd for Tommy og Kalinga m.fl., der ventede og ventede. Vi kunne ikke komme til at give besked til dem  fra flyet. Men så var det så heldig, at vi kunne give besked til Ketty's mor, som havde mobiltlf. og som jo også stod og ventede i Billund.

Næste formiddag kl. 10.15 skulle kursen sættes mod Billund.
Jeg var meget bedre tilpas efter, at vi havde sovet nogle timer, været i bad og fået en aldeles strålende morgenmad på hotellet. Nu var vi klar til at indtage fædrelandet og præsentere vores nye lillebror.
For at slå hovedet på sømmet, så skete der det, at alt vores (min og børenenes) bagage var pist væk, da vi nåede Billund. Det betød, at det skulle efterlyses og der skulle udfyldes et hav af formularer med spørgsmål som "havde kufferten særlige kendetegn", "var der reklametryk på" osv.
Det forstår jeg godt, men jeg var tæt på at sige, at de kunne beholde hele skidtet, for nu ville jeg altså ud til Tommy og Kalinga. Alt dette foregår inde i bagageudleveringen, så vi havde end ikke set skyggen af vores familie, selvom vi havde været i Billund i 3 kvarterer.
Men så foreslog mine søde forældre, at de kunne svare på de sidste spørgsmål og så kunne jeg og børnene gå ud til de, der ventede på os.
TAK for det!
Gensynet var - som forventet - overvældende og rørende.
Tommy var jo spændt på at møde sin nye lille søn og Kalinga havde vel set frem til, at vi alle skulle være sammen igen. Tommy fik Kim i armene og faktisk så protesterede den lille kun ganske lidt og ganske kort - som om han vidste, at han også hørte til i de arme.
Der var flere familiemedlemmer, som var mødt op og det er altid helt suverænt at blive modtaget på den måde. Og samtidig får alle jo lejlighed til at hilse på familiens nye skud på stammen.

Et eventyr af rang kunne rundes af med en konstatering af, at alt var forløbet fuldkommen perfekt. Ingen uheld, ingen sygdom, ingen overfald eller lign. - men med en masse dejlige oplevelser  kunne vi drage hjemad. HJEM i samlet flok. Sidst men ikke mindst, så havde hele eventyret jo resulteret i, at vi i autostolen havde den dejligste lille dreng, vi kunne ønske os!!
Og ægteskabet holdt - trods 2 ugers adskillelse.
Meeen......vi gør det nok ikke igen!!

Det var ganske overvældende at blive/være forældre til så lille et barn som Kim. Det havde vi jo aldrig prøvet før.
Han var bestemt et nemt barn. Spiste, sov og legede - som om han havde læst i nogle af de bøger, man kan få om spædbørn.
Men, vi havde ikke været hjemme i Danmark i mere end højst 48 timer, før Tommy kørte til nærmeste isenkramforretning for at købe en micro-ovn. Det havde vi ikke haft tidligere og vi havde såmænd heller aldrig savnet en FØR nu, hvor vi havde flaskebarn om NATTEN.
I vores alder er det Ok, at man må rejse sig et par gange om natten for at give lille-manden flaske, men det er IKKE Ok, at det skal tage henved 15 min før vandet er kogende og flasken er lunken. Også Kim havde svært ved at acceptere den lange ventetid, hvilket jo resulterede i gråd for hans vedkommende.
Med en micro-ovn er det jo klaret på under 2 min. - og det er til at have med at gøre. Micro-ovnen er jo forlængst færdig med at være flaskevarmer, men har nu fast fredags-tjans, hvor vi laver popcorn til Disney-show. Og det er der ihvertfald nogen i huset, der sætter meget pris på!!
Alt i alt gik det hele så godt, så man skulle tro, at Kim havde været hos os hele tiden. Og foråret 2002 gik som en drøm. Det var dejligt at gå herhjemme og have god tid til det hele - både til de store børn, som jo ikke skulle så tideligt op som de plejede for at passe skolen og samtidig gå og nusse om ham den bette.
10 mdr. gammel kunne Kim gå selv og det kræver stærke nerver at se så lille et barn svinge sig op og ned af sofaen, kravle op i høj-stolen, løbe og falde osv., men lille vims, som han er, så klarede han det så flot.
Vi holdt barnedåb i juni mdr. og det var, som også for de andre børns vedkommende, en dejlig dag, hvor ihvertfald jeg føler, at ansvaret for barnet, bliver delt ud på lidt flere skuldre.

Vi havde jo vidst det hele tiden - at det var en del af det ansvar, der fulgte med netop Kim.
Ikke desto mindre, var det rigtig træls, da det så blev hans tur og der kom indkaldelse fra Rigshospitalet til læbe-ganespalteoprerationen. Noget vi havde gennemtænkt og  planlagt næsten til mindste detalje, hvordan vi ville gribe an,  længe inden vi overhovedet fik Kim hjem til Thise.
Det var planlagt sådan, at jeg skulle rejse med Kim på hospitalet, mens Tommy ville tage tørnen herhjemme. Nu kom det så til at passe på perfekt, at vi skulle afsted midt i Tommys sommerferie, så de ville herhjemme ikke få stress af, at der kom til at mangle en voksen i nogle dage.
Der var jo selvfølgelig ikke på noget tidspunkt tale om, at vi ville springe operationen over  - det ville jo være endnu mere synd for drengen. Så det trælse ligger i, at man som voksen er den direkte ansvarlig for de smerter barnet skal gennemgå, den tillid barnet måske - for en periode - mister til sine forældre og ansvaret for, at hvis noget går galt, så er det alene vores beslutning der er skyld deri. Alle forældre, der har haft børn på hospitalet for et eller andet, vil vide at disse tanker tynger.......
Så med slæbende skridt går jeg og Kim ud til flyet i Karup, mens Tommy - endnu engang - vinker til os sammen med de andre børn. Vi var meget berørte af hele situationen begge to - men vi skulle, vi ville og vi kunne!!
Vi kommer godt til København og ankommer med taxa fra Kastrup lufthavn til Rigshospitalet med alle vore pakke-nelliker, som alligevel har sneget sig op på 3 tasker + det løse.
På afdelingen - børneafdeligens afdeling for Læbe-Ganespalte - bliver vi budt velkommen, får anvist værelse, senge og bliver i det hele taget vel modtaget med rundvisning og fremvisning i enhver retning. Dagen skal bruges på div. samtaler med læger og personale, blodprøver på Kim, han skal vejes og måles og jeg får en meget, meget grundig gennemgang af selve operationen, som er sat til næste morgen kl. 8 og vil vare ca. 4 timer.
Men inden da, skal vi til samtale med narkoselægen - og lige nøjagtig her omkring det med narkosen er min grænse for, hvad jeg bare kan lade passere uden at blive en rigtig hønemor. Det med hvordan de lige præcis ville skære og lappe Kims gane, det kunne jeg ikke kloge meget i og var da også helt sikker på, at de havde godt styr på det hele, hvorfor det ikke gav anledning til mange spørgsmål fra min side. Men da vi kom til det med narkosen, så kunne jeg godt mærke på mig selv, at jeg var ved at køre godt op i det røde felt og jeg kunne slet ikke overskue, at jeg skulle aflevere min lille dreng næste morgen, på operationsstuen, uden at vide 100% sikkert om vi ville se hinanden igen.
Det kom så til at gå ud over denne - iøvrigt meget unge - narkoselæge.
Jeg spurgte om Kim var vejet ordenligt eller om vi skulle gøre det endnu engang.
Han kiggede ganske forstyrret på mig og svarede, at det plejede at være fin med en vejning. Jeg fortsatte: hvad nu hvis han er vejet forkert og I giver ham alt, alt for meget narkose, fordi I tror han er meget tungere end han i virkeligheden er. Så dør han jo!. Ja, siger den søde unge, narkoselæge, men vi har aldrig vejet så meget galt, at vi har slået nogen ihjel med for meget narkose (nu smiler han tilmed overbærende)
Godt, siger jeg, men hvad så, hvis Kim har en hjertefejl, som ingen ved noget om, men som gør, at han slet, slet ikke kan tåle narkose - hvad så??? (det var da et trumfkort, jeg her kom af med, hva')
Det overbærende smil stivner og han kigger mig fast i øjnene og siger: Du har 3 muligheder - jeg tænkte, at det da var godt, at min vedholdenhed nu gav pote -
enten tager du barnet med hjem igen, uden at han er blevet opereret eller også kan vi operere ham uden narkose eller bedøvelse iøvrigt eller også kan vi gøre som planlagt, nemlig at operere ham med narkose, hvilket du som mor skal skrive under på, at vi må. Beslutningen er din, hvad vælger du??
Lige pludselig kunne jeg godt høre, at jeg var helt urimelig og takkede ja til, at vi fortsatte med den plan med, at han skulle opereres MED narkose, men fik dog undskyldt mig med, at jeg var så bange for, at der skulle ske Kim noget. Og ganske ærlig fortalte narkoselægen, at der jo altid er en lille risiko ved en operation - også selv ved små operationer som mandler, der skal fjernes, en blindtarm der er gået i panik osv. Men at vi var godt forberedt nu og at Kim virkede sund og rask, så det skulle nok gå altsammen - godt så.
Vi gik i seng ,efter at vi havde leget en hel masse på legestuen, som er udstyret med et væld af div. legesager. Så Kim anede heldigvis ikke uråd og var ganske uvidende om, at denne aftens soveflaske skulle blive hans livs sidste.
Næste morgen vågner vi begge to og kommer igang med dagen, ganske som vi plejer. Dog med den undtagelse, at vi ikke får noget morgenmad, men jeg er ikke sikker på at Kim bemærkede det - han var så optaget af alt legetøjet fra dagen i forvejen. Kl. 7.15 tager jeg ham på armen og går sammen med en sygeplejerske ned på operationsgangen, hvor en gigantisk horde af læger og sygeplejersker venter os.
Kim synes stadigvæk, at stedet er helt fantastisk og alle de mennesker som taler til ham og synes han er verdens midtpunkt - det er for  sejt!
Øjeblikket hvor jeg skal lægge ham på briksen og de begynder at spænde div. ting fast på ham, så er det ligesom om, han begynder at ane uråd og gråden starter langsom op. Jeg holder ham på brystet for at han skal blive liggende på ryggen.
Jeg vil aldrig - så længe jeg lever - glemme hans smukke brune øjnes råb om hjælp og jeg følte mig som det ondeste menneske på jorden da jeg ikke kunne efterkomme hans ønske. Barnet forventer at få hjælp fra moderen når det er i knibe og her stod jeg og var aktiv deltager i al ondskaben.  Det hele varede ganske få minutter og så lagde de masken over hans hoved og han sov faktisk straks.
Jeg vendte ryggen til det hele med det samme han sov og vendte tilbage til afdelingen med tårerne silende ned ad kinderne.
Han skulle være færdig omkring kl. 12, men kl. blev 13.15 før de kom bærende med mit lille barn - bedøvet, men sprællevende!! Det var SÅ dejligt at få ham i armene. Personalet mente det var tryggest for Kim at vågne i mine arme i stedet for i en tremmeseng. Han vågnede langsom, men var meget urolig og vred, så han fik straks noget at sove videre på. Sådan gik faktisk hele eftermiddagen - han havde jo overordenligt ondt i skuffen og forstod ikke hvad det her var for noget - deraf vreden. Han så så anderledes ud i ansigtet. Ikke mere noget skævt grin og næsen var blevet syet op i venstre side - det forandrer et ansigt rigtig meget. Men jeg synes stadig han var smuk, forandringen til trods.

Ja, også her må man sige tiden er gået i lynende hurtig fart forbi næserne af os.

Kim er levet færdig som børnehavedreng, har forladt folkeskolen, er blevet færdig med et efterskoleophold, har fået traktorkørekort og egen traktor, og er nu godt i gang med uddannelsen til jordbrugs-og maskinfører 🤩

Han har altid drømt om, at komme til at arbejde indenfor landbrugsfaget og er gået målrettet efter det siden han var 3 år gammel, så han er virkelig godt tilpas med sin hverdag.