Det er ikke skidt at være enebarn, men vi tror det er bedre at være "en flok".
Måske alene af den grund, var det aldrig nogensinde til diskussion, hvorvidt vi skulle adoptere en søskende til Kalinga eller ej.
Så, da vi synes Kalingas handicap var belyst nogenlunde og vi havde noget konkret at forholde os til og han var kommet godt igang med "legeskolen", så faldt der så meget ro over os, at vi sendte ansøgningen om barn nummer to til amtet.
Det gjorde vi i foråret 1994 og den 16. september samme år fik vi brev om at vi var godkendt til endnu et barn.
Vi havde aldrig overvejet andet end, at også vores andet barn også skulle komme fra Sri Lanka. Men da vi kontakter AC med henblik på landevlag, fortæller Tove Vase at formidlingen fra Sri Lanka er inde i en ustabil periode p.g.a. omlægninger hos myndighederne på Sri Lanka og på sigt vil adoptionsmulighederne herfra være meget usikre. Så direkte adspurgt fraråder hun denne venteliste. Det var lidt ærgeligt, men et overkommeligt problem.
Et godt alternativ synes vi kunne være Indien. Desværre har AC på dette tidspunkt en ventetid på barn fra Indien, der nærmer sig 2 år.   ØV!
Af nysgerrighed ringer vi til Danadopt for at høre om deres program for Indien. Det ligner AC's program, blot er deres ventid på kun ca. et år, hvilket vi synes meget bedre om.
Vi vælger - af denne grund - at flytte vores sag fra AC til Danadopt.
Dette sker med stor forståelse fra alle parter. Så vi skilles fra AC i fred og fordragelighed og mødes af Danadopt med stor forståelse og hjælpsomhed.
I oktober 1994 kommer vi på venteliste til et barn fra PALNA, New Dehli, Indien.
Ventetiden er på et lille års tid fra nu af.

Heldet tilsmiler os endnu engang.
Præcist den 1. august 1995 kommer der brev fra Danadopt om, at der er kommet en lille pige på knap 2 år (født den 15.10.93) i forslag til os.
Vi havde måske nok håbet på, at vi kunne være så heldige at få en pige denne gang, nu da vi havde en dreng i forvejen. At det så også skete - det var vi ovenud lykkelige for.
Vi fik aftale med amtet om at hente hendes papirer og billede, ikke dagen efter, men hele to dage efter. Det var et par lange dage, der skulle slås ihjel, men endelig blev det tid og vi sad med sagsbehandleren på hendes kontor. Hun fortalte, at der var tale om en sund og rask lille pige, født den 15.10 1993, indleveret på børnehjemmet i foråret 1993. Alt i alt, var det hele bare ganske perfekt og hvis vi sagde ja til hende, så ville hun række os billedet ("i gamle dage" måtte man nemlig ikke se billeder af barnet, førend man havde accepteret matchningen). Så vi fik jo selvfølgelig sagt ja i en fart og sad så med et lille-bitte pasbillede af et lille pigeansigt, som pudsigt nok, lignede Kalinga rigtig, rigtig meget!
Hendes navn var Mandrika : og det syntes vi matchede Kalinga meget godt, så det hedder hun den dag idag.
Danadopt oplyste herefter at hjemtagelsestiden lå mellem 4 og 6 måneder, og at hun, som vi havde ønsket, ville komme med eskorte til Kastrup. JUBIIII
Tidshorisonten syntes vi godt nok lød som meeeeget laaaaang, men forstod samtidig, at det lå langt udenfor både vores og Danadopts rækkevidde at gøre noget ved.
Vi kunne jo så fordrive ventetiden med at lave børneværelset i stand og købe og sy pigetøj, så vi ihvertfald på den front kunne være helt klar til modtagelsen.
Nedenfor ses et af de billeder vi modtog i ventetiden. Det var selvfølgelig meget venligt at sende dette billede (og vi belv da også utrolig glade for det), men det gjorde jo ikke just ventiden lettere.

Der gik faktisk slet ikke så lang, tid før vi blev orienteret om Mandrikas ankomst.
Sidst i november kom der brev fra Danadopt, som skriver, at Mandrika vil ankomme til Kastrup Lufthavn den 4. december kl. 14.00.
Vi beslutter os for at flyve Skive/Kastrup, da vi så  kunne være hjemme hos os selv meget hurtigere efter overdragelsen end, hvis vi selv kørte, kørte med tog eller andet.
Det er en kæmpestor oplevelse, der venter os forude og smittet af vores begejstring og glæde, melder de 4 bedsteforældre sig under fanerne og vil gerne flyve med til Kastrup, for at overvære det første møde med lille-pigen.
Kalinga synes det er helt kanon, at vi allesammen skal derover og glæder sig til at køre på de rullende trapper sammen med mormor.
Glæde kan hurtigt blive afløst af et øjebliks afmagt og det skete for os den 4. december. Netop som vi skulle mødes med Danadopts medarbejdere i lufthavnen kommer der en dame og giver os besked om, at Mandrika med ledsager ikke er kommet med det fly, som var planlagt. Det skulle, så vidt det blev oplyst, skyldes at ledsagerens udrejsepapirer ikke var i orden. ØV - her stod vi 7 mennesker og ventede kun på lille-pigen og så var hun slet ikke med flyet; hun var ikke engang på vej!!
Men det skal tjene Danadopt til ære, at vi mindre en 3 timer senere blev telefonisk informeret om, at de helt 100% ville komme den 6. december, samme sted og samme tidspunkt.
Bedsteforældrene fløj hjem igen, men de ville alle 4 komme igen den 6., igen  med fly.
Vi tre blev på "Djævleøen" og boede de par dage hos Tommys kusine, som sammen med sin familie, på det tidspunkt, boede i Brøndby. Vi følte simpelthen ikke vi havde noget at tage hjem efter, når vi ikke havde vores lillesøster med.
Det var som at lande i en tidslomme!
Nå, men vi havde nogle hyggelige dage hos en meget gæstfri kusine, som gjorde sit bedste for at tiden skulle gå hurtig for os.
Og så oprandt dagen - den 6. december 1995!! Vi tog ind til lufthavnen kl. ca. 11 for at mødes med bedsteforældrene, som havde taget turen til Kastrup endnu engang.
Kl. 13 skulle vi mødes med Danadopts repræsentant under "det store ur", hvorefter vi gik ind og fik et lille skilt på brystet, så vi kunne komme helt ud "i fingeren" for at modtage vores lillesøster. Kalinga var ikke med ude "i fingeren", men legede med bedsteforældrene imens.
Vi sad helt stive på et par stole og skuede ud over landingsbanerne for at spotte flyet med Mandrika så tideligt som muligt. Og så pludselig var det på vej, sagde damen fra Danadopt og pegede ud på et fly, som nærmede sig den "finger" vi sad i.
UHA!!
Vi kom op at stå og stod og ventede, mens alle øvrige passagerer kom ud - vi vidste godt, at Mandrika ville komme ud til allersidst. Og mens man står og tænker på, hvor mange mennesker der mon er ombord og hvor mon de skal hen, så bliver man pludselig afbrudt af lyden fra små barnefødder, der let og glad løber ind gennem "harmonikaen".
Hun så faktisk glad og ubekymret ud lige de første par sekunder vi stod og kiggede på hinanden. Så begyndte hendes ledsager at pege på os og fortælle en masse til Mandrika på Hindi - og så begyndte lillepigen at græde - ikke lidt og stille, men meget og højt!! Og vi havde ikke engang rørt ved hende endnu..............
Det var en frygtelig overdragelse - bedre kan det vist ikke beskrives. Ledsageren prøvede, den næste times tid, at tale hende til ro, vise hende forskelige ting fra sin taske, pege på Kalinga, som vi mødtes med udenfor "fingeren", men intet, INTET kunne få hende til at falde til ro. Og det værste af det hele var jo, at vi var ganske klar over, at hun var mere bange nu end hun måske nogensinde tidligere i sit liv havde været. Og det var ikke rart at tænke på. Man tvivler et kort øjeblik på om det her mon er det rigtige at gøre. At hun skulle blive så ked af det; det havde vi ikke engang tænkt på og det var jo det sidste vi ønskede, hun skulle være.
Men til sidst måtte ledsageren gå og vi måtte med magt tage Mandrika under armen og bære hende over i indenrigsafdelingen, hvorfra vi skulle flyve til Skive om et par timer. Hun skreg og lange slim-strimler hang i metervis ud af munden på hende. Bedsteforældrene tørrede øjne og pudsede næse, altimens de snakkede med Kalinga om, at lillesøster  nok skulle blive glad igen om lidt. Nu var også han ved at blive ked af det på hendes vegne og han var ved at smågræde lidt.
Vi svedte - det skal ærligt indrømmes - og aldrig har vi været med til noget så hjerteskærende. Men trods den barske start, så kunne vi godt, lidt senere, lokke hende til at drikke lidt cola og kigge på dukken fra Mormor og Bedstefar, samt på en ko, der kunne sige MUH, når den blev trykket på maven. Gråden stilnede af og vi fik et enkelt smil, inden hun faldt i søvn på Tommys knæer, med favnen fuld af køer og dukker.
Så med en tungt-sovende lillesøster klarer vi flyveturen til Skive samt køreturen derfra og hjem. Lille-pigen sov stadig tungt da vi kom hjem, så vi lagde hende forsigtigt på sofaen, mens vi fik et stykke mad sammen med bedsteforældrene og storebror, som nu også var ved at hænge lidt i bremserne. Bedsteforældrene drog hjemad og Kalinga blev puttet i sin seng, mens vi gik og blev lidt beklemte ved tanken om, at lille-pigen jo nok snart vågnede - og hvad så.........? Ville hun fortsætte, hvor hun slap eller...? Og jo, hun vågnede da sidste kop var sat i opvaskemaskinen, men hun græd heldigvis ikke. Hun sad bare helt paralyseret og kiggede på fjernsynet samtidig med, at hun holdt et vågent øje med vores lille hund, som jo var lidt interesseret i den lille pige. Vi kunne mærke at hun havde tisset bleen igennem, så med lidt listeri fik vi hende klædt af, skiftet og iført lyserødt nattøj. Hun fik lidt saftevand og ca. 1/2 banan. Hun så ikke bange, men meget reserveret, ud.
Vi sad længe i stuen - faktisk til midt om natten - da vi ikke kunne forlange, at hun skulle sove igen så hurtigt efter den lange lur på 5-6 timer hun lige havde fået. Men hun ville ikke i seng, hun ville slet ikke ligge ned, hverken i vores eller sin egen seng. Hun ville faktisk slet ikke være i soveværelset, men hun ville gerne sidde op nede i sofaen i stuen. Sådan blev det så, denne første nat på dansk jord.

Søvn, hva' er det?
De næste 2-3 uger ville hun heller ikke op i soveværelset. Hun var så ked af at sove og var fuldstændig utrøstelig når trætheden meldte sig og indtil vi fik hende lullet i søvn, enten ved at gå rundt med hende eller gynge i gyngestolen.
Det tog Tommy ca. 2 uger at få hende med op i soveværelset for at falde i søvn - siddende - og altid sammen med os. Så tog det nok yderligere 2-3 uger før vi allesammen var nede i vandret stilling når vi skulle sove. Altså, sad vi op og sov  med Mandrika på brystet eller på skødet, i ca. 2 måneder.
Det var ikke det, at vi ikke sov så godt i lang tid, vi bekymrede os om, men mere det, at hun var så bange for søvnen og mørket.
Vi har senere konkluderet, - og dette er helt udokumenteret, - at der må være sket noget drastisk i hendes liv i forbindelse med, at der har været mørkt og hun måske har sovet. Blev hun f.eks. afleveret i børnehjemmets "sving-vugge", mens hun sov?
Noget andet som slog os voldsomt, det var, at hun lige fra dag ét kunne klæde sig af og på, lægge sit tøj fint sammen, tørre op efter sig, hvis hun f.eks spildte vand osv. - og hun var lige fyldt 2 år!!
Det virkede ikke naturligt og hun virkede ikke til at være en lille pige på blot 2 år.
Hun var fra starten heller ikke det barn, som ville kravle på os, sidde på knæer eller kysse. Kun når trætheden overmandede hende, kom hun frivilligt op til os.
Men det blev langsomt bedre altsammen, vi kunne mærke at hun knyttede sig til os, at hun følte sig tryg i vores selskab, at hun kunne bruge os til noget. Hun blev heldigvis også mere kælen med tiden - det havde ihvertfald fra vores side været et savn.
Hun blev barn igen - vores barn!
Vi lavede det hyggeligt omkring sovetiderne, slukkede aldrig al lyset i huset osv., så hun ikke behøvede at frygte noget, som hun tydeligvis var meget bange for.
Efterhånden som hun faldt til og følte sig tryg, så kunne vi se at hun var alletiders lille pige til at lege. Hun kunne lege i timevis med sine dukker. Hun legede, hun var moren og dukkerne blev passet efter alle kunstens regler, blev kørt i dukkevogn og fik sutteflaske. Hun var/er også en typisk "klippe-klistre" pige. Hun elskede at sidde med saks, papir, farver og lim og hun har kreeret mange ting både til os og andre, i tidens løb.
Efter 1 års orlov skulle hun ud i pasningstilbud og der valgte vi at få Mandrika i dagpleje, skønt hun var 3 år og egentlig skulle i børnehave. Men vi mente, det var roligere, hyggeligere og simpelthen bedre at starte hos en dagplejer, hvor alting minder mere om "hjemme" end det villle gøre i børnehaven.
Og det viste sig at være en rigtig god ide. Hos Anna, som dagplejeren hed, var tingene næsten som hjemme hos os. Samtidig havde Anna på det tidspunkt 3 piger omkring 3 års alderen, så det var en blid start i læren om omgang med jævnaldrende. Vi er sikker på at det halve år Mandrika var hos Anna gav hende en god start, mod på og glæde ved at være sammen med jævnaldrende børn.

Da vi havde haft Mandrika i ca. 2 år, startede hun så i den lokale børnehave.
Det er en lille børnhave med plads til ca. 35 børn og det har været en stor fordel for Mandrika. Nu er det ikke fordi hun har det svært med at være sammen med mange eller lign. , men det er en fordel at hverdagen er til at overskue og det er en fordel, at de voksne, der er i børnehaven kan overskue børnene og hvordan de fungerer sammen. Så er der mulighed for på næsten usynlig vis at støtte et barn og hjælpe dem igennem små konflikter.
Det blev til et par år der, inden hun startede i børnehaveklassen. Hun går på friskolen, som ligger i umiddelbar nærhed af børnehaven og klassen består af børn, der har gået i børnhaven samt de børn der støder til efterhånden. Så der var ikke de helt store og uventede forandringer i forbindelse med skolestarten.

Mandrika går nu i 5. klasse og hendes historie slutter her. Ikke fordi der ikke er mere at fortælle, men fordi det bliver for "nutidig" og kunne gå hen og blive pinlig for hende. Det skal vi ikke have noget af, så derfor vil vi bare til slut sige, at vi den hårde start til trods, har fået en meget sød, meget levende, meget kreativ, til tider meget hysterisk (som det hører sig til for piger) og sidst, men ikke mindst  - en meget ønsket pige.

Et lille eftermæle kunne være, at det ikke altid er af det onde at skulle kæmpe for hinandens kærlighed...............