Flere børn - mere snak.....
Nu havde vi jo ikke meget snak eller diskussion om man vil, omkring vores 2 første adoptioner. Den snak vi ikke havde dengang, den fik vi til overflod denne gang.
For at gøre en lang historie kort, så var det sådan, at vi faktisk på vores sædvanlige stiltiende facon var enige om , at vi ikke skulle have flere børn.
Men efterhånden, som Mandrika faldt til og tøjet hun voksede fra, blev givet bort til venner og bekendte, så kastede Hanne håndklædet i ringen og den første - ud af rigtig mange - diskussioner omkring et 3. barn fandt sted. Vi var på intet tidspunkt rigtig uenige. Kunne godt forstå hinandens synspunkter og holdninger og at vi befandt os i hver sin "lejr" gjorde, at argumentationen skulle være tip-top iorden overfor den anden.
Vi blev efter, at alt stort set var blevet vendt og drejet, enige om at indsende ansøgningen til vores 3. barn.
Det er nok det mest gennemtænkte og velovervejede vi nogensinde har begivet os af med!!
UHA, det var en skjøn dag, da den blev puttet i postkassen.
Men det var endnu skjønnere, da der i marts 1998 kom brev om, at vi var godkendt til endnu et barn i aldersgruppen 0-3 år.
Denne gang havde vi også tilmeldt os hos AC og det med valg af land skulle også denne gang vise sig at give lidt grublerier.
Dengang - det kan være ændret nu - ville man fra indisk side meget nødig formidle børn til familier med i forvejen mere end 1 barn. Så da vi egentlig havde tænkt, at det skulle være endnu en lille inder, så måtte vi jo til at tænke forfra. Men det gjorde ikke spor, vi har aldrig haft en klippefast holdning til, hvilket land børnene skulle komme fra. Så da Tove Vase foreslog Etiopien, p.g.a. deres lempelige regelsæt, så syntes vi det var alletiders og blev skrevet på ventelisten til et barn fra Etiopien.
Kort forinden havde vi set en del billeder af børn fra Afrika, bl.a Etiopien og Burkina Faso og vi snakkede nemlig dengang om, at de var utrolig søde. Så det var et fint valg for os.
Ventetiden ville være ca. 1 - 11/2 år.

Denne gang gik vi næsten "tiden ud".
I maj 1999 får vi pr. brev besked fra AC om, at der er blevet bragt en dreng på knapt 3 år (født den 17.09.96) i forslag til os.
Denne gang skulle vi også møde på amtet for at få forelagt oplysninger om barnet og først efter, at vi havde accepteret kunne vi få udleveret billeder og papirer. Der var nu ikke ret meget at betænke sig på. Han var beskrevet som absolut sund, rask og normal på alle ledder og kanter, så vi sagde naturligvis JA. Der var ikke mindre end 5 skønne farvebilleder af en dejlig lille fyr ved navn Setegn (Senere døbt Ebbe). Der var spil i øjnene på alle billeder og så var han smuk og dejlig. Nedenfor kan man se ét af de billeder vi fik.
Historien fortæller, at hans far var afgået ved døden, da Ebbe var blot 4 mdr. gammel og senere da han var ca. 2 1/2 var også hans mor afgået ved døden. At han, indtil så kort tid inden vi skulle adoptere ham, havde haft sin mor ved sig; det gjorde vi os nogle tanker omkring. Vi tænkte, at han måske ville være i en tilstand af sorg over hende - præcis hende - og ikke bare over flyttet fra Etiopien til Danmark. Belært af den sidste adoption, så tillod vi ikke, at noget skulle komme bagpå os denne gang.
Så vi tænkte os grundigt om og prøvede at forestille os alle mulige situationer og løsninger. Vi ville gøre alt for, at det skulle gå så gnidningsløst som muligt for ham. Den sorg vi forventede fra hans side, den ville vi prøve at bearbejde så godt som muligt.
Vi skulle nu vente 4-6 måneder inden han med eskorte ville ankomme til Danmark.

Den 27. juli får vi brev fra AC om, at vores sag er blevet godkendt i den etiopiske domstol og man forventer, at Setegn/Ebbe vil ankomme til Danmark i slutningen af august eller i begyndelsen af september.
I slutningen af august får vi et bekræftende brev, der fortæller, at Ebbe vil ankomme til Billund den 4. september 1999. Sammen med denne besked lå også 2 nye billeder af Ebbe - fotograferet i fodboldtøj på børnehjemmet og hans øjne spillede lige så meget på disse billeder, som de gjorde på de billeder vi fik, da han blev bragt i forslag.
Det var et fantastisk brev at modtage - det hele var bare gået så nemt og problemfrit.
Både Kalinga og Mandrika var også helt oppe at køre og glædede sig meget til at deres lillebror skulle komme. De havde allerede på forhånd lagt store planer for, hvad han skulle lege med, hvor han skulle sidde osv., men vi lod det være og tænkte, at det kunne vi kloge i, når tiden kom, for det var selvfølge ikke ting, der var op til de to at bestemme.
Men det var utrolig dejlig at opleve deres glæde og forventning til den kommende familieforøgelse. Så modtagelseskomiteen ville være på min. 4 personer!!
Men vi blev flere endnu til at modtage Ebbe. Bedstefar, mormor, faster, moster, Ole, Jannek, Anja m.fl. ville gøre os selskab på turen til Billund.
Det var rigtig dejligt, at så mange havde lyst til at dele denne oplevelse med os.
Vi havde i brevet fra AC fået oplyst, at børnene - der skulle komme 3 spædbørn og 3 lidt større børn - ville ankomme til Billund kl. 11.
Så vi drog mod Billund i god tid - kørte nærmest i convoy. På vejen blev den medbragte kaffe og rundstykkerne fortæret på en rasteplads. Så kan man spørge sig selv, om det var nødvendigt med en pause mellem Skive og Billund for at spise formiddagsmad. Men det var det og det var meget hyggeligt. Stemningen og forventningerne var helt i top.
Vel ankommet til Billund blev vi kaldt op i højtaleren, blot for at modtage en besked i informationen om, at flyet de havde regnet med at komme med fra Frankfurt var overbooket, så de ville komme med et senere fly, der først landede kl. 14! Så kunne vi bedre forstå, at der ingen "adoptions-folk" var at se nogen steder, de andre forældre havde man nået at give besked pr. telefon inden de havde forladt deres hjem. De havde så til gengæld ikke fået kaffe og rundstykker på en rasteplads. Nå, men vi var jo i godt selskab, så tiden gik egentlig fint og da tiden nærmede sig 12-13 stykker begyndte de andre at dukke op og ligeså gjorde Anette Køster fra AC, som skulle bistå os den sidste stykke af vejen med at modtage vores børn.
De vordende forældre - 6 par ialt - blev vist ind i et lille lokale, hvor vi kunne modtage vores børn i fred og ro. Kalinga og Mandrika ville godt nok gerne have været med, men vi syntes det skulle være en stund kun for os og Ebbe, så de blev udenfor sammen med den øvrige familie.
Det var nervepirrende minutter fra kl. 13.50 til ca. 14.10, hvor vi fik at vide, at alle 6 børn med ledsagere havde forladt flyet og var på vej ned til tolden. Man er altid nervøs lige til sidste sekund for at der kan være sket et eller andet, så man ikke får sit barn som forventet. Men det så nu ud til at alt gik efter planen, nu skulle vi bare vente til de var kommet igennem tolden, så de kunne komme over til vores lille "lokale".
Så endelig kunne vi på lang afstand spotte nogle små krøltoppe  og nogle voksne med babyer i bæresele. Ens hjerte holder næsten op med at slå!
Minuttet efter går døren op og ind træder, som første mand, Ebbe - med sine små hænder dybt begravet i lommerne på sine cowboybukser! Som det er naturligt når man møder et lille barn, går Hanne ned i hug for at få kontakt med Ebbe - så tager han retning direkte mod hende, slår armene om hendes hals og hænger der som en lille abe og som om han har gjort sådan100-vis af gange tidligere. Tårene sprang - det kunne simpelthen ikke undgås. Aldrig havde vi forestillet os, at han ville komme os i møde på den måde; det var en helt speciel oplevelse.
Mens vi står der og kigger på Ebbe, som stadig sidder på armen af Hanne, får vi udleveret hans etiopiske pas samt en lille flet-skål, som eskorterne havde købt - et til hvert barn. Passet var meget stilfuld med et godt billede af en alvorlig Ebbe. Kurven, som står på værelset den dag idag, er flettet i grønlige farver og købt i Addis Ababa.
Det var en meget sød tanke af eskorterne.
Vi får nu at vide, at vi gerne må tage hjem - der er ikke mere der skal ordnes med papirer og lign. Inden vi når at komme udenfor lokalet, så er Mandrika og Kalinga kommet ind - de var jo ligeså spændte som os. De kigger noget til den lillle dreng, som deres mor står med - vil gerne lige røre lidt og siger "Hej". Ebbe vælger at forholde sig passiv ved denne første kommunikation mellem ham selv og de nye søskende. Vi fik fortalt, at børnene var meget trætte ovenpå en forholdsvis kikset flytur fra Etiopien. Vi har sidenhen regnet ud, at det var trætheden, der holdt ham tilbage.
Han var tilbageholden, men bestemt ikke ked af det eller på nogen måde oprørt over situationen, så vores familie kunne godt få lov til at hilse på ham og lige løfte et øjeblik - det gik simpelthen så godt.
Bedstefar og mormor havde en lille grøn traktor og en lille Peter Plys Bamse med til Ebbe. Han vågner op ved synet af de 2 pakker og pakker dem selv fint op og traktoren skal der køres med straks. Han kører rundt og rundt om det lille bord vi havde sat os ved ude i cafeteriet i Billund Lufthavn. Han ænser ikke andet - kigger på os, hvis vi siger noget, men er ellers helt optaget af sin nye traktor.
På vejen hjem i bilen havde han lidt problemer med at holde styr på sin traktor, Peter Plys og et papirsflag. Ingen af delene måtte vi holde, så han blev nødt til at stikke flaget ned mellem sin egen ryg og ryglænet på sædet og så traktoren i den ene hånd og Peter Plys i den anden. Så selvom han kun havde opholdt sig relativt kort tid på børnehjemmet, så havde det alligevel sat de sædvanlige spor. Nemlig, at man passer vældig godt på sine ting - hvis man har nogen - for ellers er der bare nogen der tager det.
Sådan indtog Ebbe de jyske landeveje.

Alle vore bekymringer bliver gjort til skamme.
Da vi kom hjem om aftenen den 4 . september, ville vi godt have haft Ebbe i bad, men der satte han alligevel grænsen. En grundig etage-vask, det var i orden, men ind under bruseren ville han alligevel ikke og det var selvfølgelig også helt fair. Til aftensmad spiste han 2 skiver fr.brød med smør og 2 spejlæg - det syntes vi var ret godt klaret. Bagefter kravlede han ned af stolen og legede videre med sin traktor og Peter Plys.  Kalinga og Mandrika var efterhånden så trætte, at de blev lagt i seng kort tid efter vi havde spist. Ebbe gik og tullede rundt i stuen med sine ting og da han blev søvning kravlede han op på sofaen - med sine ting - og faldt i søvn.
Vi bar ham op i soveværelset og lagde ham i sin seng og der sov han indtil næste morgen kl. 7, hvor han fortsatte, der hvor han slap aftenen i forvejen, nemlig med at lege.
Vi tror, at man på børnehjemmet i Etiopien har gjort rigtig meget for at forberede Ebbe på hans forestående "skift" og at det er derfor han tog alting så roligt. Sidenhen har vi fået nogle billeder - taget i Etiopien, kort før afrejsen til Danmark - af Ebbe ved siden af hans seng og i baggrunde kan vi se de billeder vi havde sendt derned i forvejen, de hang på væggen ved siden af hans seng. Så vores teori er nok ikke helt ved siden af.
De næste dage gik over al forventning. Ebbe var inde og ude, spiste, sov, fik gæster osv. og han tog det hele i stiv arm. Han virkede nærmest som om han søgte nogle udfordringer og derfor udviste stor glæde når der skete noget.
På 5. dagen havde han en rigtig kæmpestor nedtur. Han græd stort set hele eftermiddagen - vi prøvede næsten alt muligt, men der var intet der hjalp. Ind mod aften faldt han i søvn på Hannes knæer og han blev lagt på sofaen, mens vi andre spiste aftensmad. Samme aften var vi inviteret til fødselsdag hos fætter Asger, der blev 3 år. Umiddelbart syntes vi, at vi - nu da han var så ked af det - burde melde afbud, men da tanken blev luftet, så stod der 2 store-søskende med vand i øjnene og ikke mente det var rimeligt. De havde jo glædet sig sådan til Asgers fødselsdag.  OK, så vi vækkede nænsomt Ebbe, men ligeså snart han var ordenlig vågen, så græd han igen. Vi klædte ham om , mens han græd med det for øje, at vi skulle afsted. Der var mildest talt panik i familien, Hanne ville blive hjemme med den grædende Ebbe, Kalinga og Mandrika ville afsted og Tommy ville bare have ro. Enden på det blev, at vi satte os i bilen for at tage til Asgers fødselsdag og så skete der intet mindre end et mirakel. Ligeså snart nøglen i bilen var drejet, så stoppede Ebbe's gråd - det var som at trykke på en knap. Vi kom til fødselsdag, Ebbe spiste 2 stykker kagemand og slik og legede på gulvet blandt de andre børn og hyggede sig tilsyneladende meget.
Det gik godt hele aftenen og vi har aldrig siden oplevet, at Ebbe har været ked af det eller virket nedtrykt på nogen måde. Vi ved, den dag idag ikke, hvad der stak ham den dag, men der har jo givetvis været et eller andet, som trykkede ham. Ondt i maven? - Hjemve? - Overtræt? - vi ved det simpelthen ikke, men heldigvis ordnede det sig på bedste vis.
De næste måneder gik bare fantastisk godt. Ebbe var vaks og vågen, ville gerne være med til en masse ting og han elskede at lege både alene og sammen med andre.
Aldrig har han virket generet af gæster eller besøg ude i byen. Tvært imod, så syntes det at bekomme ham vel, når der skete noget. Ingen problemer med at sove eller tåle maden, ingen "medbragte" sygdomme eller lign.
En rigtig lille guttermand!!
Allerede pr. 1. februar 2000, bliver vi tilbudt en plads i den lokale børnehave. Umiddelbart var vores tanke, at det var for tideligt, men ved nærmere eftertanke besluttede vi os for at tage imod pladsen. Især nu da Ebbe viste sig at være så interesseret i andre børn og i det hele taget hvilede så meget i sig selv. Han havde også allerede på dette tidspunkt tilegnet så meget dansk, at han ville kunne begå sig blandt andre end lige den nærmeste familie.
Det skulle vise sig at blive en af vore bedre beslutninger. Han blev straks meget glad for at komme i børnehaven. De første uger var det kun et par timer om formiddagen og det blev så længere og længere tid efterhånden som Hannes orlov udløb. Det er helt sikkert, at han har haft både glæde og gavn af at komme igang med at lære jævnaldrende at kende. Han har altid haft nemt ved at få venner og blev egentlig hurtigt et populært barn - mange ville gerne lege med ham både i børnehaven og derhjemme i fritiden.
Det er måske fordi han er et meget robust barn, som ikke lader sig slå ud over små konflikter eller skuffelser, men iler videre til det næste. Han har ikke haft så meget med at sige "min allerbedste ven" om nogen, men har været åben overfor alle.
Det, at vi havde rustet os lige til tænderne for at modtage det - vi mente kunne være et svagt barn - det viste sig heldigvis at være fuldstændig spildt.
Ebbe har, som I har kunnet læse her, været meget let at adoptere og integrere i vores familie og i lokalsamfundet.
Krøltoppen Ebbe indtog pladsen som familiens Benjamin på bedste vis.

Børnehaven-tiden slutter og skoletiden starter.
Ebbe havde 2 1/2 gode år i børnehaven inden han startede i skolen i børnehaveklasse. Som med Mandrika, så blev det på skolen tæt ved børnehaven og børnene i klassen var dem han havde været sammen med i børnehaven, samt de der kommer henad vejen og støder til.
Heller ikke for Ebbe var det en stor omvæltning. Det sværeste var vel at lære at sidde stille og lytte til andre, men han var ikke den eneste, der havde krudt i bagdelen og klasselæreren sagde det var meget normalt, især for drengene.
Nu går han i 2. klasse og han har forlængst affundet sig med det stillesiddende arbejde, det er at gå i skole og han siger heller ikke mere at det bedste er frikvarterene. Han er meget stolt over at kunne læse og han læser meget og gerne.
Matematik går også nogenlunde, så han følger strømmen på det boglige område og det er vi meget godt tilfreds med.
Øverst på hitlisten finder vi idræt - det er han, ligesom sin søster, fuldstændig bidt af.
Den fælles idræt, der er på skolen synes han er sjov og spændende, mens han i fritiden sværger til FODBOLD. Både sommer og vinter.
Vi andre følger med så godt vi kan, som det tynde øl. Vi er heppekor, når det er påkrævet og ellers bare pakæsler med saftevand, sportsboller osv. Men det er hyggeligt for hele familien at være til diverse stævner og CUP's.
Han har også forsøgt sig med springgymnastik og badminton, men det har ikke rigtig vundet hans interesse.

Og her stopper så Ebbe's historie med samme begrundelse som for Mandrika's historie - det skal ikke være pinligt for nogen!

Til slut vil vi bare sige, at et barn på 3 år ikke behøver være problematisk at adoptere,
det behøver ikke bare være almindeligt nemt, det kan ligefrem være total let! Både for barnet og den nye familie.

Sluttelig en sjov lille historie fra Ebbes første tid som dansker:
Følgende samtale finder sted mellem Mandrika og Ebbe ved køkkenbordet, hvor de sidder med papir og farveblyanter:
Mandrika tegner et landkort og landet er Indien, flere gange opfordrer hun Ebbe til at tegne Etiopien, men han har ikke rigtig lyst, siger han.
Til sidst giver han efter og tegner en cirkel på sit papir, kigger Mandrika dybt i øjnene og siger "Det her er Afrika". Han deler cirklen med en streg tværs over og siger "På denne side boede jeg - og det var heldigt - for på den anden side, der boede kondi-pedalerne (læs: kannibalerne) og de kunne jo have spist mig og så havde du ikke haft nogen lillebror"
Så fik hun lidt at tænke over!

Selvom sproget generelt ikke er noget problem, så er der alligevel mange ord at holde styr på. Men han har ret i, at det var godt "kondi-pedalerne" ikke fik fat i ham , før vi gjorde. Det var endda rigtig godt, for ham kunne vi da ikke undvære for noget i hele verden.

Som tiden går......

Ebbe er blevet konfirmeret, gået ud af folkeskolen, været på efterskole, fået fast fritidsjob, fået kørekort (og egen bil), er blevet student, har været ude at rejse; bla. en rejse til sit hjemland Etiopien og nu efter at have arbejdet mere eller mindre fuldtids i et par år, så flytter han til Århus i august 2018 for at læse på Universitet.

Den barndom gik ALT for hurtigt 🤔