En lang eller en kort.....
Historien om Meghana kan blive alen-lang eller ultra-kort. Den kan blive meget sørgelig eller meget lykkelig.
Vi vælger at tage en gylden middelvej.
Det hele begynder i efteråret 2000, hvor vi som så mange gange før, modtager AC Focus. Vi læser den altid med stor interesse - adoption er jo en ikke ubetydelig del af vores liv efterhånden. Bagerst i bladet er der næsten en hel side med forskellige "Børn-søger-forældre". Og som det også har været så mange gange før, så er det med blødende hjerte vi læser beskrivelserne på de forskellige børn. Bl.a. om en ca. 1/2 år gammel pige fra Indien.
Der stod bl.a.: "1/2 år gammel pige fra Indien. Mangler hhv. 2 og 3 fingre på hænderne. Bortset fra dette er hun aldeles veludviklet på alle måder."
Det var næsten ikke til at forstå, at der ikke var nogen, som gerne ville have hende. Vores undren får os til at kontakte AC for at høre lidt mere og for at høre om der endnu ikke var nogen, som havde vist interesse for hende.
Det var der jo så ikke og derfor tog vi den raske beslutning, at det ville vi gøre. Sagsbehandleren fra amtet agerede lynhurtigt, men havde samtidig sine tvivl om, hvorvidt vi ville kunne rende en godkendelse hjem. Men hun var ikke i tvivl om, at vi skulle forsøge. Ikke uventet modtog vi afslag fra amtet sidst i nov. 2000. De synes vi havde børn nok og var bange for, at pigen med de manglende fingre ville kræve for meget af os.

😠
VRØVL - tænkte vi og ankede straks - med hjælp fra amtets sagsbehandler - til adoptionsnævnet. Vi skrev side op og side ned om, hvorfor vi gerne ville adoptere hende og om hvorfor vi så os i stand til at varetage både hendes og børnenes tarv.
Vi ved ikke, hvad der gjorde udslaget, men i januar 2001 fik vi meddelse om, at adoptionsnævnet havde omstødt samrådets afgørelse og dermed var vi godkendt til at adoptere Meghana.
Det hele ruller stille og roligt fra nu af. Papirer bliver udfærdiget, papirer bliver sendt til Indien og i marts 2001 får vi NOC og kort herefter får vi besked om at sagen skal i retten den 4. april 2001. Altsammen lige efter bogen og Familien Storm Sørensen er ved muffen!! Vi begynder så småt at købe lidt pigetøj str. ca 1 år, låner tremmeseng og div. hos Hanne's søster og tiden nærmer sig jo, hvor vi kan forvente at hente lillesøster i Indien.
Så langt når vi ikke for i begyndelsen af april ringer telefonen lige pludselig en mandag aften midt i aftensmaden. Det er Anette Perto fra AC, der med rystende stemme må meddele os, at der er opstået store problemer på det børnehjem, hvor Meghana er. Der er mistanke om børnehandel og lign., som har haft den konsekvens, at politiet og andre har rømmet hjemmet og anbragt børnene på et statsbørnehjem. Værst af alt: al adoption fra Andhra Pradesh, såvel inden- som udenlandsk er stoppet. Ikke bare næsten stoppet eller stoppet i en periode, men altså STOPPET! Det betyder jo i al sin enkelthed, at vi ikke kan få Meghana. Her er det så filmen knækker. Vi forstår ikke en pind - ringer til AC og gør opmærksom på, at vi har NOC, som om de kunne have glemt det. Men det har ingenting med det at gøre - alle børnene er nu "Stats-ejendom".
Vi ringer til "Dansk røde kors", "Red Barnet", "Den indiske ambassade" m.fl. for at få hjælp. Vi begriber på dette tidspunkt ikke, at der ikke er nogen, der kan sørge for at vores pige kan komme hjem til os.
Lidt efter lidt går det op for os, at der ikke er noget at gøre.
Det vi først troede drejede sig om, at finde den eller de rette personer at kontakte, skulle vise sig at være intet mindre end umuligt. Vi må se i øjnene, at vores lille pige - af flere forskellige grunde - er uden for vores rækkevidde.
Og vi går den værste sommer i møde nogensinde!
Dagene snegler sig afsted, så er man vred, så er man ked af det og sådan svinger man i sindet, så man kan blive helt bange for sig selv.
Men så bliver vi enige om, at vi ikke har andre muligheder end at håbe det bedste for Meghana, hvorend hun måtte lande og hvadend fremtiden vil bringe hende og så komme videre med vores liv her i Danmark.
Hvad kunne vi ellers gøre?

Som det kan læses i historien om vores 5. adoption,
bringer sensommeren 2001 glæden tilbage i vores hjem.
Vi bliver nemlig godkendt til at adoptere en lille dreng fra Vietnam med læbe-ganespalte - også gennem "Børn-søger-forældre" listen.
Han er selvfølgelig ikke nogen erstatning - mennesker erstatter ikke hinanden, men han kom til, på bedste vis, at udfylde det tomrum, som blev efter tabet af Meghana.
Man kan blive helt sær af at tænke på, hvordan Vor Herre, Skæbnen eller hvem det nu er, der regerere over os, kan vende op og ned på alting.
Hvis ikke adoptionen af Meghana var gået galt på dette tidspunkt, så havde vi ikke haft Kim idag - en tanke der slet ikke er til at holde ud at tænke.
Som det hele så ud, så forventede vi udrejse omkring december 2001.
Og vi glædede os!!

I november 2001 dumper, der pludselig et brev i postkassen fra USA.
Det var lige i den periode, hvor der var meget snak om terror, via kemisk pulver i postforsendelser. Så vores første tanke var ikke at åbne det, da vi ikke kender nogen i USA og følgelig kom til at tænke i terrorangreb!
Men så faldt vi til jorden igen, for hvilken hårdhudet terrorist ville, af alle mennesker på denne klode, vælge at sende dødbringende pulver til os. Så betydningsfulde er vi vist heller ikke!!
Så vi åbnede det - med stor nysgerrighed, for hvad kunne det mon være?

Det var et brev på ca 2 A4 sider, skrevet af et ægtepar, der hedder Radhan og Premila. De er født og opvokset på Sri Lanka (meget sjovt iøvrigt), men er nu amerikanske statsborgere og bosiddende i Washington DC. De har en adoptionshistorie, der er fuldstændig identisk med vores Meghana-historie. Forskellen på dem og os er, at Premila er rejst til Hyderabad i september 2001, da de har fået at vide, at deres datter dernede er meget syg og trænger til lægehjælp og medicin med det samme. En anden forskel er, at de amerikanske myndigheder og adoptionsorganisationer har lagt et langt større pres på hele systemet i Indien end man f.eks.har fra dansk side. Og derfor har de som kommende adoptiv forældre til deres pige kunnet se ideen og perspektivet i, at holde fast i deres sag. Men ihvertfald så har Premila, på dette tidspunkt, gennem nogle uger besøgt deres datter på børnehjemmet Sishu Vihar. På samme "stue" som deres datter er på, opholder Meghana sig så. De 2 (Meghana og Premila) lærer hinanden at kende og Meghana gør et stort og positivt indtryk på Premila og hun får ad kryptiske veje opsporet, hvor Meghana skulle ha' været henne i verden og kommer derved i besiddelse af vore navne og vores adresse. De skriver, at de er fuldstændig klar over, at dette brev kan betyde, at de kommer til at rippe op i gamle sår, men af hensyn til Meghana har de valgt at skrive til os. Sagen er den, at alle de amerikanske familier kører en sag mod State Government i Hyderabad om, at formidlingen af de børn, der på skandaletidspunket havde fået NOC fra CARA skal have lov til at blive færdigbehandlet som oprindeligt planlagt. Og da Meghana fik NOC i marts, som skandalen brød ud i april, så har vi jo også - efter Radhan og Premila's vurdering -  mulighed for at færdiggøre adoptionen af Meghana. Sagen mod State Government er endnu ikke tilendebragt, men man er optimistisk. Det er blevet besluttet af State Government i Hyderabad, at adoptionerne rent teknisk skal færdigbehandles af Guild of Service, mens børnene rent fysisk skal forblive på Sishu Vihar.
(Der findes også et "Guild of Service" i Chennai - disse var engang for mange år siden søster-organisationer, men arbejder nu hver for sig)
Som Radhan og Premila får det formuleret i deres brev, så er det uhyre vigtigt, at vi giver lyd fra os overfor Guild of Service, hvis vi da stadig er interesserede i at adoptere Meghana.
Brevet slutter med tlf.numre og adresser, hvor vi kan kontakte Radhan og/eller Premila.

Dette var et meget kort referat af brevets indhold, men budskabet er vist klart nok.
Sådan lige i første omgang, så fik vi sved på panden og lettere kvalme, men slog det lidt hen med at "de amerikanere kører også altid lige et gear højere end alle vi andre" eller "det er den dårligste joke vi nogensinde har været ude for" - men beslutter dog at prøve at ringe til Radhan næste dag. Han lever det "glade og ensomme" alene-liv i Washington, mens Premila er i Hyderabad. Vi tror ikke rigtig på, at der muligt for os at komme videre uanset, hvad de siger.

Næste morgen, inden vi får ringet til Radhan, bliver det hele endnu værre.
Jeg er faktisk lige kommet på kontoret og er så småt ved at komme igang med dagens opgaver, da Tommy pludselig står i døren med et stykke papir i hånden. Papiret han står med i hånden er en mail, der er kommet til hans arbejde fra Guild of Service i Hyderabad. (mailadr. har de sikkert fra hans arbejdsgiverattest). De skriver - lige ud af landevejen - at de er blevet betroet af State Government til at færdigbehandle vores adoption af Meghana. I den forbindelse er der nogle dokumenter, der er bortkommet, som de beder os skaffe påny og fremsende så hurtigt som muligt.
Det var et kæmpechock og  vi ved bare, at  nu står vi med problemer til op over begge ører!
I Indien går de helt klart ud fra, at vi har ventet på at kunne komme videre!
Hvorfor er de ikke blevet ordenligt informeret om, at man fra dansk side har trukket sig ud af samarbejdet med Hyderabad. Eller er de gået ud fra, at det kun gjaldt samarbejdet med den nu lukkede institution???
En voldsom vrede skyllede gennem mig. En vrede der først og fremmest rettede sig mod AC. Hvorfor hulen havde man ikke fulgt sagens udvikling noget bedre og orienteret os undervejs? Eller også havde man fulgt med, men besluttet sig for ikke at ville deltage - ikke få navnet "AC" kædet sammen med evt. "små-svindlere" og på den måde miste troværdighed og terræn i den øvrige del af Indien. Men man havde i hvertfald ikke forudset den mulighed, at sagens positive udvikling ville komme os for øre ad andre kanaler.
Så her stod vi - på den  ene side, var vi så godt som forældre til Kim og på den havde side havde vi en organisation i Indien, der arbejdede hårdt på, at vi skulle blive forældre til Meghana!!
En rigtig træls situation i forhold til de danske myndigheder.
Vi stod med det ene ben i Vietnam, hvor vi skulle hente lille Kim og havde nu tilsyneladende også en sag kørende i Indien (sådan opfattedes det ihvertfald fra indisk side).
Ingen tvivl om, at vi gerne ville begge dele, men vi vidste også, at det ville kræve en kraftig gradbøjning af de gældende adoptionsregler her i landet.

Nu har vi, som før nævnt, aldrig brugt ret meget tid på at diskutere med hinanden. Og heller ikke nu blev det nødvendigt. Uden ord, vidste vi begge to, at disse 2 børn - Kim og Meghana - det var VORES børn. Og vi vidste med os selv, at den situation vi nu stod i, ikke var selvforskyldt. Så derfor besluttede vi at ringe til amtets sagsbehandler for at høre, hvor og hvordan vi skulle starte på alt det her med 2 børn og 2 godkendelser osv.
Desværre var hun på kursus, men vi fik så kontakt til en af samrådets medlemmer. En katastrofal oplevelse! Vi forklarede, hvordan det hele hang sammen og ville så bare gerne vejledes i, hvilke muligheder vi havde. Ikke om mulighederne for at få en godkendelse til begge børn nu og her, men i første omgang om mulighederne for at komme ind i systemet med "vore sager" og blive hørt på retfærdig vis. Hun ville slet ikke høre på os, dømte os fuldstændig fra forstanden. Til sidst sagde hun - og det glemmer vi aldrig, om vi så bliver 100 år - at vi i bedste fald kunne få lov til at vælge mellem de 2 børn. Som om vi hellere ville have den ene frem for den anden.
En, efter vores mening, helt utilstedelig kommentar!
Og så faldt den jo også på et tidspunkt, hvor vi i forvejen var bøjet i knæ og så er man jo ekstra nærtagende.
Men Tommy, som ellers er en rolig og stille mand, viste sig fra den mindre pæne side og fik samrådsmedlemmet skældt hæder og ære fra. Jeg tror hun fik en skideballe, som hun sent vil glemme!! Og hun blev vist helt klar over, at sagen med Kim , den skulle hun holde fingrene fra.
Så kom heldigvis vores elskede sagsbehandler fra kursus og hun ringede straks for at høre, hvad det var der skete. Hun fik hele historien og bagefter sagde hun på sin stille måde, at det måtte vi da have kigget på - og hellere idag end imorgen.
Hvordan det hele kom i stand - det ved vi faktisk ikke. Men det er helt sikkert, at en stor del af det skyldes en stor indsats af Sine Sunesen (sagsbehandleren). Så det blev således, at samrådet ikke traf nogen beslutning om noget som helst, men gav en hensigtserklæring til adoptionsnævnet. Det har noget at gøre med, at vi så ville have mulighed for at blive hørt der og det har noget at gøre med forvaltningslovgivningen og det har noget at gøre med, at sagen var så "skæv", at samrådet faktisk ikke ville kunne træffe en afgørelse.
Så langt så godt.
Det næste der sker er, at vi dels får at vide, at vi skal rejse til Vietnam den 18. december og dels at adoptionsnævnet tager os med på møde den 17. december. Man kan jo sige, at tingene falder lidt oveni hinanden.......
Efter anmodning fra adoptionsnævnet vælger Tommy at give møde for nævnet den 17. - han vil simpelthen gerne med egne ord snakke vores sag.
(Ham, der ellers kan blive dårlig, bare ved tanken om at skulle byde velkommen til børnenes fastelavnsfest).
Samtidig træffer vi den svære beslutning, at Tommy og Kalinga ikke rejser med til Vietnam - dette både udfra et økonomisk, men også praktisk synspunkt.
Den 17. tager Tommy flyet til København, mens jeg går hjemme og nusser færdig med bagagen, vi skal have med til Vietnam.
Præcis kl. 17 ringer telefonen, jeg løfter røret og en stemme siger "Så er den hjemme". Jeg kan godt høre, det er Tommy og forstår straks, at mødet i adoptionsnævnet er faldet godt ud. Han er rigtig glad og stolt af, at vi har klaret det. Han skal vende næsen mod jylland kl. 19 og i mellemtiden er hans moster kommet til Kastrup og de vil sammen, i glædesrusen, drikke en kop kaffe inden Tommy skal flyve hjem.
Jeg putter børnene i seng - vi skal jo tidelig op næste morgen - og laver kaffe og et par lækre rejemadder, som vi hygger os med da Tommy kommer hjem.
Vi går i seng ved midnatstid og er lettede ud over alle grænser.
Nu tager det halve af familien til Vietnam for at hente Kim og når det er overstået, går der sikkert ikke lang tid før den anden halvdel af familien kan tage til Indien efter Meghana.
Total Cool!!!

Foråret 2002 rinder næsten ud, inden der kommer en smule skred i tingene i Hyderabad. State Government er ikke glad for at give slip på disse børn og finder hele tiden på fjollede undskyldninger for ikke at gøre det, der skal gøres. Undlader at skrive papirer under, forbyder Guild of Service at komme på Sishu Vihar osv., osv. Langt om længe lykkes det at få en aftale i stand mellem Guild of Service og State Government, så der kan laves nye papirer på børnene. (nedenfor ses det billede, som vi fik sammen med disse).
Vi kom til Notar og fik lavet alle de andre papirer, der kræves i dokumentationen i Indien.
Sommeren går på held og der er mere uro end nogensinde før i Hyderabad. Der er gået politik af værste skuffe i disse stakkels børn.
Retssagen mellem State Government og de advokater, der vil have børnene formidlet til udlandet, kører STADIG. Der er nogle mennesker, som principielt er imod adoptioner til udlandet, der har dannet grupper, der står udenfor retssalen under høringerne og råber og skriger de værste ting.
Vi er meget magtesløse og meget kede af det.
Det er meget sparsomt med oplysninger om Meghana og hvordan hun har det i denne tid. Guild of Service er igen frosset ude og i medierne går de under sloganet "De, der går ærinder for udlændingerne"
Vi følger med så godt vi kan, ved at læse indiske aviser på nettet. Men det er ikke opløftende nyt vi finder her.
Hen på efteråret mener man, at man nærmer sig en afslutning og vi håber og beder jo narturligvis til, at det må falde ud til vores og Meghanas fordel.
Det bliver jul og nytårshilsenen fra Hyderabad bringer bl.a. oplysning om, at retten vil afsige dom i januar 2003.
Det værst tænkelige bliver en realitet, da beskeden om domsafsigelsen ruller ind på vores mail. Guild of Service oplyser, at retten har bestemt, at børnene endnu engang skal "fremlyses" for indiske adoptivforældre. Det har de været allerede 2 gange før: da de blev født og igen lige efter skandalen i foråret 2001. Så det korte af det lange er, at slaget er tabt!!
Guild of service gør opmærksom på, at man kun har 3 mdr. til at finde indiske forældre, så skal deres sag gå videre til udenlandske adoptanter.
Og ingen tror, det vil være muligt at finde et hjem til Meghana nu da hun er blevet så stor samtidig med, at hun har disse deforme hænder. Det var jo et vink til os, om at stå sand-by en lille tid endnu.
Og det ville vi da gerne vente på.........Skulle hun få et hjem i Indien, så var målet for hendes vedkommende jo også nået - og det ville vi kunne leve med. Men en endeløs, trist tilværelse på et børnehjem, det ville vi have det meget svært med at acceptere. Så vi ventede altså igen!!!
Det bliver marts 2003 og Sishu Vihar, som ledes af State Government's WDCW - svarer vel til det danske "socialforvaltning" har endnu engang brillieret ved, ikke at foretage sig en disse og ingen ved noget om, hvornår eller hvordan....................
Det betyder, at vi i vores familie er nødt til at tage en meget tung beslutning: vi bliver nødt til at springe fra - altså afslutte sagen. Vi har simplethen ikke flere kræfter at investere i dette projekt og uanset hvor ondt det gjorde at springe fra, så var vi også nødt til at tænke på vore andre børn, os selv og det liv vi skulle leve sammen i det daglige. Og som tiden gik uden, at der var det mindste positiv, at se frem til, så var vi efterhånden helt tykke i hovederne af at spekulere over, hvad vi kunne gøre, hvem vi kunne ringe, maile eller skrive til.
Og både Tommy og jeg var helt enige om, at nu var det nok!
Så endnu engang sendte vi tankerne ned til den lille pige, der fyldte så meget i vores hoveder og hjerter, men som vi aldrig fik fornøjelsen af at træffe, røre eller dufte til.

Radhan og Premila fik deres datter - Pavitra - ud af Indien i sommeren 2002.
På det tidspunkt slap der nogle få børn igennem systemet, men vi nåede aldrig med i kapløbet p.g.a, vi først skulle godkendes og dermed kom vore papirer for sent til at vi kunne være med i denne pulje.
Det er ikke let at få 2 såkaldte "bureaukratier" til at nå sammen
- nemlig den danske og den indiske!!

Året 2004 begyndte med planlægningen af Kalinga's konfirmation den 3. maj og Tommy's 50 års fødselsdag den 31. maj.
To store begivenheder vi ville gøre lidt ud af og have lov til at nyde.
Sagen med Meghana var vi ikke kommet over, men vi lærte stille og roligt at leve med den.
Men midt i det hele - vel i marts - ringer telefonen pludselig en dag. Det er Kameswhari fra Guild of Service i Hyderabad. Hun ved godt, at vi har stoppet vores sag og hun forstår også hvorfor, men der er sket noget nyt, som hun føler hun er nødt til at informere os om. 2 spanske par (med sager magen til vores) har fået kontakt til en slags "super-adoptions" advokat fra New Delhi. Også deres børn er "special-need" som Meghana og som udgangspunkt eller som minimum, så tror han på, at han kan gøre noget for de special-need børn med NOC på skandaletidspunktet, som stadig er på Sishu Vihar. Modsat os og vores tidligere advokat, så mener denne Mr. Kishore ikke, at vi skal satse på, at adoptere børenene fra Hyderabad, men på at få børenene flyttet ud af Andhra Pradesh stat og f.eks. til Delhi, hvorfra adoptionen så kan gennemføres.
Så spørsmålet fra Kameswhari er, om vi er med på den? Og jow, det er vi vel, men vores godkendelse er jo trukket tilbage, i kraft af, at vi stoppede sagen i 2003, så den skal vi jo så prøve om vi kan få igen.
Inden vi kaster os over dette arbejde taler vi i flere omgange både med Mr. Kishore og de 2 spanske par. Og når vi tog det hele - alle informationer - og lagde sammen, så så det ret fornuftigt ud på bundlinien.
Så vi besluttede os for at gå med - selvfølgelig under forudsætning af at vores godkendelse kunne blive fornyet.
Sine Sunesen kom på banen igen og i en susende fart fik hun stikket en "sag" sammen og uden vrøvl overhovedet, fik vi vores godkendelse igen sidst i maj. Det var rigtig dejligt!!!!
Sommeren går med høringer og atter høringer i HC i Hyderabad. Vores advokat Mr. Kishore flyver hver eneste gang fra Delhi og til Hyderabad, hvor han agitere for vore sager og samtidig, skal vi hilse og sige, at han gav sin uforbeholdne mening, om State Governments måde at behandle disse børn på, til kende. Det er klart, at Mr. Kishore kan handle mere frit end vores "gamle" advokat, som var bosiddende i Hyderabad. Mr. Kishore fløj ned og gav dem en ordenlig omgang og så fløj han tilbage til Delhi igen og skulle jo ikke møde de samme mennesker igen næste dag i en anden sammenhæng - det gav ham uden tvivl mere "albuerum" end den anden advokat kunne opnå.
Sagen kører - det bølger ikke frem og tilbage - men kun forward.
Det ved vi dels fra de referater Mr. Kishore sender os og de samtaler vi har med Kameshwari pr. telefon undervejs.
Helt herligt er det, at vi kan snakke med de spanske familier, som vi har fået en god og tæt kontakt til og som vi er skæbnefæller med.
Det havde vi savnet tidligere!!
Den 2. november 2004 var det afgørelsens dag. Kl. 11 ringer telefonen og det er Jordi fra Spanien, som kan fortælle, at vi har vundet. Børnene skal flytte til Delhi til Asharan (Hope of Foundation). Dette skal ske højst 30 dage efter at retsudskriften forelægger, hvilket den skal gøre senest den 2. december. Og i Indien bruger man den tid der er, så først den 1. december udskrives retkendelsen, men kort herefter får vi at vide, at børnene skal flyves til Delhi den 27. december. Hvilken lettelse..........
Natten til den 27. sover vi næsten ikke - ligger og spekulere på, hvad der kan ske, så overflytningen ikke bliver til noget. Sishu Vihar kan da f.eks. undlade at bringe børnene  til lufthavnen og meget mere af samme skuffe kører rundt i hovederne på os.
I nattøj og med morgenhår vælger vi at ringe til Hyderabad om morgenen den 27. for at høre om de er kommet afsted - og ja, de er kommet afsted.
Py-ha, hvor var det godt at høre - nu blev der energi til at finde morgenmad frem og fortælle den gode nyhed til børnene her i huset!
Vi fik at vide, at der skulle gå min. 30. dage efter overflytningen, inden man måtte begynde på papirarbejdet i vores adoptionssag. Sådan er reglerene bare og det var også OK. Vi fik en masse informationer fra Asharan om, hvordan Meghana havde det både på den ene og den anden måde og vi slugte det råt altsammen. Dejlige billeder af en smilende og køn lille 5-årig rullede ind på vores mail fra tid til anden.
Nedenfor ses et af dem - og man forstår vel, at vi var glade for og nærmest stolte af denne lille unge, hvis lille liv indtil nu havde været meget turbulent.
I begyndelsen af februar kom der nye "børnepapirer" og dokument-jagten gik igang for 3. gang, men denne gang var vi ikke særlig usikre på, om det ville ende godt eller ej.
CARA havde været med os hele vejen og det i sig selv, er jo en god ting. Asharan var vel heller ikke gået med i dette projekt, hvis ikke de troede på, at man kunne få forenet disse børn og deres udenlandske forældre?!?
Så vi følte os allerede - næsten - sikre på, at Meghana ville blive en del af vores familie i løbet af 2005.

Vi kan ikke rose Asharan nok, for deres måde at modtage børnene fra Hyderabad på og efterfølgende deres måde at håndtere selve adoptionsprocessen på.
Vi fik som sagt nye "Børnepapirer" i starten af februar. Dem returnerede vi sammen med de øvrige dokumenter i starten af marts. (Via AC)
Den 8. april får vi nyt NOC fra CARA og den 13. april bliver sagen indgivet til domstolene i Delhi.
Sagen bliver hørt i uge 18 (den 4. maj 2005).
Vi har fået besked fra Asharan om, at vi kan/skal møde op på Asharans adresse den 13. juni 2005 kl. 11.00 for at møde Meghana og hvis alle papirerne er iorden (Guardianship) kan vi tage hende med på vores hotel.
Herefter skal vi have lavet visum i hendes pas
- og så..........er det hjemad!!😀

Det har været en  - som nævnt så mange gange før i den sidste tid - overvældende positiv oplevelse at få Meghana ind i familien Storm Sørensen.
Efter ca. 2 måneder herhjemme kan vi konstatere, at hun er faldet godt og solidt til i vores familie. Sover gerne ved mor og far, men ligeså gerne i hendes og Kims seng. Hun kommer tit og slår sine små tynde spaghetti-arme om vores hals og kysser os i ansigtet - og det er bare det bedste i hele verden, når hun gør det. En bedre kvittering for, at hun har det godt hos os, kan vi næsten ikke få. Hun er en rigtig køn lille pige med viltre krøller i sit sorte hår, øjenvipper så lange og tænder så hvide og fine og  sådan kunne vi blive ved og ved og ved. Men efter så lang ventetid og så meget usikkerhed, så er det nok naturligt nok, at vi stadig bruger lang, lang tid på at kigge på hende og dufte i hendes hår, som om vi ikke kan få nok af hende og har svært ved at fatte, at hun rent faktisk er her - et forsøg på at indhente det forsømte?!? Nå.....men hun spiser mere og mere varieret kost med en, til tider, utrolig stor appetit. Hun kan cykle med støttehjul, spille med en fodbold og har nogenlunde styr på fremgangsmåden og reglerne i rundbold. Hun lægger puslespil med op til 100 brikker nu og maler i malebøger med en præcision så stor, så stor. Hun elsker simpelthen at være med ude at handle og putte varerne i indkøbsvognen - og allerede nu har vi vores små diskussioner om, hvorvidt vi skal have slik med hjem eller ej!!
Hun er også blevet optaget i de andre børns fællesskab og er nu et ligeværdigt medlem af flokken, hvis ideer og indfald i legen bliver hørt og afprøvet.
Det er sikkert fordi hun er "smart" nok og klog nok, at hun har let ved at blive accepteret af de andre børn (hendes søskende) og får lov til at bestemme noget engang imellem.
Vi kan ligeledes konstatere, at hun, på trods af den barske start på livet, er en velfungerende lille pige. Hun har ikke tilknytningsproblemer, indlæringsvanskeligheder eller andre "forstyrrelser" - ihvertfald ikke, som vi kan lokalisere på nuværende tidspunkt.
Da vi kom hjem tog vi mod kommunens tilbud om et besøg af sundhesplejersken. Vi synes godt vi kan bruge lidt hjælp og vejledning fra en moden dame, der har set flere børn end de fleste.Så hun ligger vejen forbi nogle gange i løbet af det næste års tid, så vi sammen kan træffe gode og fornuftige belutninger om Meghanas fremtid og evt. skolestart til næste år. Bekendtskabet vil jo især være til gavn for vores familie, hvis der hen af vejen skulle opstå problemer med Meghanas udvikling og tilpasning. Det forventer vi nu ikke, men man kan jo aldrig vide.......
2 mdr. er på den ene side ikke lang tid, men på den anden side, så er det alligevel så længe, at vi sommetider tænker, at vi ikke kan huske tiden "før Meghana" og tænker "er det allerede så længe siden vi kom hjem fra Indien". Men det er nok bare menneskets manglende evne til at rumme tiden, der spiller os et puds. Men det er da sjovt, at man kan have det så dobbelt med en ting!
Det spørgsmål vi oftest får stillet i forbindelse med Meghanas adoption er følgende: Er det ikke svært at adoptere så stort et barn? Er I ikke kede af, at I ikke fik hende som baby? Det korte svar er: Nej!!!
(Vi ville naturligvis gerne have haft hende tidligere, men da det ikke kunne lade sig gøre, så er svaret ikke et tegn på ligegyldighed overfor Meghana, men snarere et tegn på, at vi har accepteret sagens gang og glæder os over en god afslutning på samme)
Vi vil gerne som et tillæg til vores lidt korte svar citere en anden adoptivforældre, der om sine 2 halvstore Kina-børn har sagt: Glæden ved at følge det store adoptivbarn gennem det drama, en adoption nu engang er, overstiger langt sorgen over ikke at have været med barnet i de første år.
Den betragtning tilslutter vi os 100 %.
Det man kan sige om forskellen på at adoptere et større barn og en lille baby det er, at det lille barn kommer man hurtigere helt ind under huden på. Man lærer det at kende mens man giver flaske, man kender dets udtryk i ansigtet når det er ved at falde i søvn eller har en lo.. i bleen osv.
Man ser de første skridt og ved hurtigt, hvordan gråden lyder ved alvorlige styrt i samme forbindelse, man ser dets ansigtsudtryk når det smager på nyt mad og man evner hurtigt at spotte barnets foretrukne mad ud. Og i den dur er man, som forældre, med hele vejen lige fra begyndelsen - stort set!!
Sådan forholder det sig ikke med det lidt større barn - eksempelvis med Meghana. Det tager meget længere tid inden man som forældre med sikkerhed, kan udtale sig på barnets vegne om forskellige ting. Som foreksempel om hun bryder sig om lakrids eller om hun er mørkeræd eller om det og det udtryk, betyder hun er ked af det eller træt.
På disse områder er vi ikke meget klogere på hende end vi er på naboens børn. Men det kommer og det er en rejse vi tre - Tommy, Meghana og jeg - tager ind i hinandens universer.
Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad der er lettest - det lille eller det store barn. Det er så forskellige opgaver, at sammenligning egentlig ikke er fair. Men glæden ved det ene, udelukker jo ikke automatisk  glæden ved det andet - det er bare så forskelligt.
Nu har vi prøvet begge dele og har nydt/nyder begge dele.
Det er bare, som sagt, så forskelligt!

En forrygende sommer med masser af ferie, orlov og fritid går på hæld.
Aldrig nogensinde i alle de år vi har været gift og været en familie, har vi haft så meget ferie sammen - og det har været rigtig dejligt.
Men nu er det hverdag igen, for skolebørnene og faderen i huset.
Meghana gør det fortsat så godt og vinder terræn hele tiden i forhold til det danske sprog. Hun er en rigtig lille vindertype, der yder en stor indsats for at blive "integreret" 100 %. Hun gør det sikkert ubevidst, men vi andre kan til tider blive helt rørt over at iagttage hendes måde at tackle tingene på og over den måde hun bare kaster sig over nye udfordringer på.
Hun er bare så sej........
Fysisk har hun øget sin vægt med præcist et kilo, siden vi kom hjem for 3 mdr. siden, så nu vejer hun hele 13,5 kg!!!! Vi synes faktisk også godt man kan se det på hende - hun fremstår med et lidt sundere udtryk, specielt i ansigtet, hvor hun tidligere var lidt gusten i farven og lidt mørkrandet under øjnene. Sådan synes vi ikke mere hun ser ud. Nu er hun mere rund i kinderne og de mørke rande er også næsten væk.
Og sidst men ikke mindst, så kan hun holde sine yndlings cowboybukser oppe uden bælte nu.
Hun er sammen med Kim begyndt at gå til "MINI-SPORT", som er gymnastik, motorik og sanglege for børn i alderen 3 år til ca. 1. klasse.
Fra 1. minut var hun bare optaget af det og ikke det mindste hun søgte hen mod mor eller udgangen. Hun sidder stille og iagttager, hvad de andre børn gør og så efteraber hun dem jo faktisk. Hun kan jo af gode grunde ikke forstå alt hvad instruktøren siger, men det har hun så selv fundet ud af at tackle. Hun synger skam også med på nogen af sangene og der er hun hele tiden ca. 1 linie bagefter - hun skal jo lige høre hvad det er, de synger!!
Hendes grovmotorik var ellers i en ringe forfatning da vi fik hende, men det har allerede hjulpet meget her hen over sommeren og nu håber vi så,
at Mini-Sporten kan give hende et lille skub mere i den rigtige retning.
Det er ihvertfald ikke mod, hun mangler.
Så har vi været så heldige, at blive inviteret med i en slags mødre-gruppe gennem vores Vietnam-venner fra Krejbjerg. De er 4 familier, som har hjemtaget børn gennem det sidste års tid, i alderen ca. 2-4 år. Og den aldersgruppe passer godt for Meghana selvom hun er 5 1/2, men hun er jo på en måde mere "ny" end de er, så udfordringen er for hende mere jævnbyrdig end hvis vi kom i en gruppe med børn på 5-6 år.
Så det er vi meget glade for!
Herhjemme er alle så småt ved at være "på plads" efter familieforøgelsen,
men der forekommer da indimellem stadig situationer, hvor vi ikke lige ved hvordan og hvorledes vi skal gribe det an, men det er ikke ret tit mere.
Forholdet mellem Kim og Meghana er forbedret med 785% siden vi kom hjem. Kim går ikke længere og sparker hende i nyrene eller spytter efter hende og hun er også holdt op med at sparke og bide ham. Når de ting er luset fra, så begynder der at blive grobund for at lege sammen på en fornuftig måde. Og helt kort vil jeg påstå, at de 75% af tiden er gode venner og leger sammen og har det sjovt. De leger forkellige ting, lige fra "Far, Mor og Børn" med hendes dukker, til "Maskinstation" med hans traktorer. De tegner sammen og spiller noget selvopfundet kortspil, hvor reglerne er i konstant udvikling. De cykler og leger gemmeleg osv., osv.
De sidste 25 % skal I ikke tænke på - de går op i hat og briller!!!!

Som tiden dog flyver afsted........
Jeg har snart opgivet at holde rede på, hvor længe det præcist er siden,vi kom hjem med Meghana - men det må vel være ca. 5 måneder siden.
Hun er bare sådan en naturlig del af vores liv og vores hverdag, at man holder op med at regne i antal uger og månder "siden". Men det er jo da også kun godt, for det betyder jo, at det GÅR godt.
For en lille månedstid siden begyndte Meghana at være lidt muggen på hjemturen, når vi havde været i Børnehuset for at aflevere Kim. Fra bagsædet lyder det "Meghana også lege i Børnehus", "Nej, nej" siger jeg "Du skal med mor hjem og bage boller og så kan vi (for 117. gang) lægge et puslespil sammen" Denne udtalelse gjorde hende endnu mere muggen og hele formiddagen spurgte hun mange, mange gange om, hvornår vi skulle hente Kim eller om hvornår Ebbe og Didi skulle komme hjem fra skole.
Da dette havde gentaget sig nogle dage, var jeg klar over at disse formiddage, for hende, bare skulle "gå" indtil de andre kom hjem og kunne gøre hende selskab igen. Jeg tog konsekvensen - selvom jeg måske syntes det var adskillige måneder for tideligt - og fik pr. 1.11 en plads i Børnehuset til hende. Hun startede selvfølgelig forsigtig og er der stadig ikke hver dag, men hun elsker simpelthen at komme derop og være med til en masse ting - enten sammen med de voksne eller sammen med de andre børn. De dage hvor hun skal derop, så er hun glad for det og de dage hvor hun skal blive hjemme hos mig (og evt. Kim) så er hun også meget glad for det. Denne kombination har givet mere balance i hendes hverdag, så det var en god beslutning vi fik truffet der.
Kim er meget stolt over at have sin nye søster med i Børnehus og var meget stresset de første par dage eller 4. Han ville være sammen med hende hele tiden og passe på hende og blev meget ked af det på hendes vegne, hvis noget gik lidt galt.
Men det er heldigvis faldet i et naturligt leje nu.
Fra Børnehuset siger man, at hun klarer sig godt og synes at være tilpas med at have nogle at lege med og at hun er meget interesseret i alle aktiviteterne. Så hvis bare det fortsætter sådan, så skal vi vist ikke klage!!
Sproget er også i en stadig udvikling. Problemet er såmænd ikke at lære at sige en masse, men mere at forstå, hvad det egntlig er man siger.Så vores erfaring er at sproglære ikke er svært, men det er til gengæld sprogforståelse. Med den erfaring har vi aftalt med Børnehuset, at efter nytår, så skal Meghana gå til talepædagog, så vi og hun og Børnehuset kan få lidt hjælp til at øge sprogforståelsen.
Ellers så står julen jo for døren her, ligesom alle andre steder. Børnene glæder sig som sædvanlig og det er skæppe-skønt at opleve deres iver og entusiasme i denne tid. Meghana har helt sikkert aldrig oplevet en Kristen/Europæisk jul før, så hun får da et chock af rang, når det hele knalder løs med gaver i lange baner, slik, sammenkomster og fridage.
Men i denne sammenhæng, som i så mange andre, så vil hun nok mere eller mindre følge efter/efterabe de andre børn.
Men spændende bliver det!!!!

Så blev julen og nytåret overstået.
Ikke overstået på den måde, men nu er den måned også levet ud!
Vi havde en fantastisk december måned. Børnene glæææææder sig jo bare så meget til selve juleaften, at de næsten ikke kan holde det ud til sidst. Hver dag ser de frem til et nyt afsnit af julekalenderen på TV, hver morgenstund forsødes med et lille stykke chokolade fra choko-kalenderen og der fremstilles små hemmeligheder både i Børnehus, i skolen og i fritidsordningerne.
Vi voksne går og tumler med ønskesedler, ænder i forskellige vægtklasser, rød- eller ædelgran, fri- og arbejdsdage, der helst skal gå op i en højere enhed osv. Men vi nyder jo også forventningens glæde, som jo nok er den største glæde i virkeligheden - især i 2005, som var en vaskeægte arbejdsgiverjul!!!
Selve juleaften var vi kun os selv. Og selvom det er hyggeligt med bedsteforældre på besøg en juleaften, så har det også en særlig charme at være alene.  (Så gør det ikke helt så meget, hvis der smutter en fis ved bordet m.m.)
Meghana havde tydeligvis aldrig været med til noget lignende. Da vi tog juletræet ind i stuen og begyndte at pynte det, kiggede hun noget fortvivlet på os, inden hun besluttede sig for at  hjælpe til.
Juleaften gik fint indtil hun havde fået 2-3 pakker, så tog hun jakken på, som hun fik i den seneste pakke, lynede den helt op i halsen, satte sig i et hjørne med armene over kors og nægtede at modtage flere pakker eller deltage i noget iøvrigt.
Vi lod hende sidde og til sidst kom hun da også frem igen og ville godt både have flere pakker og mere slik. Hun havde sikkert lige brug for en pause til at reflektere over det hun oplevede denne aften.
Ved siden af det liv, hun levede indtil juni 2005, så må denne juleaften da også have virket næsten provokerende ødsel på hende - uden vi dog ved det mindste om, hvad hun har tænkt af tanker, mens hun sad med armene over kors i hjørnet!!!

Nu må det være på tide,
at vi slår fast, at Meghana er en fasttømret del af vores familie på godt og ondt. Det har så den konsekvens her på hjemmesiden, at vi ikke mere vil skrive specielt om hende på denne side. I stedet for vil der med jævne mellemrum blive skrevet om vores familie som helhed på siden "Sidste Nyt". Det vil naturligvis altid være målrettede beretninger om børnenes trivsel og udvikling og ikke slet så meget om Tommy's og min pensionsopsparing og øvrige interesseområder!!

Så du er velkommen til at læse med, hvis du har lyst.