Forløbet forud for vores 1. adoption er kort og ligetil.
Da vi i et par år havde forsøgt at blive gravid og det ikke lykkedes, søgte vi hjælp og fik den besked, at det næppe nogensinde ville lykkes. Vi kunne naturligvis få hjælp til at forsøge, men det valgte vi helt naturligt at takke nej til. Det havde vi overhovedet ikke lyst til! 
I stedet for begyndte vi at se på muligheden for at adoptere. Vi fik tilsendt en masse materiale fra henholdsvis AC og Danadopt, som vi på skift og sammen, læste ivrigt i.
Pludselig en aften var der en udsendelse i fjernsynet om Rumæniens "Glemte børn", som var kommet for dagens lys efter, at daværende præsident Chauzesko, var sat ud af spillet.  Det var en meget sørgelig , meget rørende og meget tankevækkende udsendelse. Da udsendelsen var slut kiggede vi på hinanden og vidste, at imorgen skulle ansøgningsskemaet til adoption sendes.
Dette var i foråret 1991 og den 7. januar 1992 dumpede vores godkendelse, til et barn mellem 0-3 år, ind af brevsprækken.

Nu skulle vi så tage stilling til fra hvilket land vi gerne ville adoptere.
Det var ikke så let at beslutte og vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at der var formidling fra så mange forskellige lande, som tilfældet var.
Nu skal vi jo huske, at det her er mange år siden. Inden computere, internet og hjemmesider blev hvermands eje, så vi vidste på det tidspunkt ikke en brøkdel af det, adoptanter ved idag.
Da vi ikke havde noget specielt ønske og ikke ud fra det materiale vi havde fået tilsendt kunne vælge nogle lande til eller fra,(vi kiggede på billeder af børn fra østasien, som med det sorte strithår og skrå øjne er utrolig søde, børn fra sydasien, som med store brune øjne og mørke krøller er bedårende, gyldenbrune børn fra Brasilien, som er fantastisk smukke, men ligemeget hvor hårdt vi prøvede, så kunne vi ikke umiddelbart vælge fra eller til), så vi lod det være op til AC, som vi havde tilmeldt os, at vejlede os i valg af land, under hensyn til de, af giverlandene opsatte regelsæt.
ToveVase, som vi talte med, foreslog Sri Lanka, da der på det tidspunkt kom mange børn i forslag og ventetiden var derfor overskuelig. Yderligere fortalte hun, at de fleste børn var under 3 år og at man under sit ophold på Sri Lanka blev passet godt på og blev godt hjulpet af deres kontaktperson.
Det var fint med os, så vi takkede ja til at komme på Sri Lanka-ventelisten.
Der var 3/4-1 års ventetid - at regne fra Januar 1992.

Vi kom ikke til at vente særlig længe på vores første barn.
Den 1. april 1992 fik vi besked om, at der var kommet en lille dreng på ca. 2 år (anslået fødselstidspunkt: marts 1990) i forslag til os. Beskeden kom via amtet - det gjorde det altid i "gamle dage" efter de tidligere adoptionsregler - og vi blev bedt om at komme på Amtsgården for at gennemgå drengens papirer. Allerede på dette tidspunkt blev vi gjort opmærksom på, at han lå udenfor vores godkendelse på grund af helbredsoplysningerne.
Men fulde af forventninger kørte vi derop næste dag og fik en absolut fornuftig snak om og gennemgang af de oplysninger, der fulgte med i hans "sagsmappe". Man kunne fortælle at han i en alder af ca. 2 år ikke kunne gå, kravle eller stå med støtte. Han kunne ikke spise fast føde, han var ikke særlig motorisk dygtig , vejede kun 7,5 kg osv., osv.
Hvad denne "halten bagefter" kunne slyldes vidste man jo ikke med sikkerhed. Blandt de mange bud var bl.a "født for tidelig", "deprivation", "tidelig skadet", "medfødt skade", "evt. blot manglende stimulation" osv.
Så det var faktisk meget forvirrende, men snakken gik godt og alle var meget objektive og viljen til at være "vejledende" var 100% fra de samrådsmedlemmer, der var tilstede.
Så hvis vi selv ville, så ville samrådet godt udvide vores godkendelse til at omfatte "vores dreng" omvendt kunne vi også, uden at skade os selv og det videre forløb, sige nej tak. Under alle omstændigheder skulle vi give besked senest næste morgen, fordi på det tidspunkt skulle hans papirer sendes retur, hvis man ikke havde fundet en familie til ham.
Så det var i sidste øjeblik vi kom på banen!!
Vi tog hjem og havde det ikke godt med den positive særbehandling, som alle adoptivforældre jo får, når der bringes et barn i forslag, som ligger udenfor godkendelsen. Vi er klar over, at det skal være sådan for at sikre, at nogen børn ikke kommer i en familie, hvor de reelt ikke er ønskede - det ville jo virkelig være en stor katastrofe.
Tidligere i forløbet, da vi sad og udfyldte formularer i kilometervis, da havde vi snakket om, hvordan det mon ville være, at få bragt et barn i forslag udenfor ens godkendelse. Vi havde også snakket om, hvad vi troede vi kunne acceptere, udfra vores egen formåen og egene recoursser.
Så på en eller anden måde havde vi ikke nogen forbehold overfor Kalinga - og det var ikke fordi vi lod os stresse af udsigten til endnu en periode på ventelisten - lidt flot kan man sige, at skæbnen havde ført os sammen i 11. time.
Og da vi havde flere ting, på plus-siden end på minus-siden, så blev det korte af det lange jo, at vi ringede næste morgen og sagde, at vi med al tænkelig glæde, ville adoptere Kalinga Hagala, Sri Lanka.
(For god ordens skyld, vil vi allerede her indskyde, at vi aldrig nogensinde har fortrudt dette valg)
Billedet, som ses herunder, er det billede, som kom til at sidde i Kalingas pas, da vi skulle rejse hjem til Danmark.
Så tåger den følgende uge lidt hen og det samme gælder rejsen til Sri Lanka, men for flere år siden, blev vi bedt om at beskrive denne store oplevelse til et lokalt tidsskrift.
Det gjorde vi og denne artikel får I her:

"Nu var beslutningen taget og tingene lagt i faste og forudsigelige rammer
- en utrolig rar fornemmelse. Vi gik rundt i en slags drømmeverden, indtil vi skulle rejse til Sri Lanka for at hente vores dreng hjem. Vi skulle rejse allerede den 6. april, så det var nogle hekstiske dage, hvor vi skulle afvikle nogle ting på vore arbejdspladser mht. vikarer osv. Vi skulle også vaccineres og have styr på økonomien, bestille billetter og have hunden afsat. Der skulle pakkes, både til os selv og naturligvis en del ting til vores søn, såsom tøj, lift, bleer osv.
Men vi nåede det hele og sad nu i flyveren på vej ud østpå til Sri Lanka for at hente Kalinga. Turen derned tager ca. 30 timer inklusiv venteid og flyskift. Så vi forlod vores hjem i Thise onsdag morgen den 6. april og stod ud af flyveren i Colombo på Sri Lanka næste morgen ved 5-tiden. Tidsforskellen er ca. 4 timer.
Det første vi tænkte var: Sikken varme!!
Vi skulle bo på privat pensionat og desværre må der være sket en kommunikationsbrist mellem AC og deres kontaktperson, for der kom ingen og hentede os, som vi ellers var blevet lovet. Nå, pyt med det. Vi havde jo adressen på pensionatet i tasken, så vi tog selv en taxa derud - en køretur på endnu 11/2 time. Det var en smuk, smuk køretur - en storby i den 3. verden, som er lige ved at vågne - med alle de gøremål, som det fører med sig for en masse mennesker.
Vi blev godt modtaget, da vi nåede frem til pensionatet. Der blev serveret te og kort efter kom AC's kontaktperson, Pamela. Hun bød velkommen og fortalte, at vi kunne besøge børnehjemmet allerede samme dag, hvis vi var hurtige til at komme ud af røret og få hentet en besøgstilladelse hos det ministerium, der har ansvaret for adoptioner. Det ville vi da utrolig gerne, så vi skyndte os at tage et hurtigt bad. Afsted gik det - over stok og sten i en trafik, vi ihvertfald aldrig har set mage. Pamela var med, så da vi nåede ministeriet, så var der slet ingen problemer og i løbet af kort tid havde vi fået udleveret de papirer vi skulle bruge og kunne nu sætte kursen mod børnehjemmet.
Indkørslen til børnehjemmet var en vakkelvorn gitterlåge, beplantning var der ikke noget af (tørke), pladsens eneste gyngestativ var knækket. Bygningen havde også haft sin storhedstid, malingen skallede af over det meste, taget havde store huller og vinduesgitrene var rustne.
Indenfor blev vi budt velkommen og blev bedt om at tage plads i en lille sofa, som var eneste møbel i denne slags ingang eller "hall".  I det ene hjørne stod en tremmeseng med et lillebitte barn i ,som man tydeligvis havde meget svært ved at få til at tage mad til sig. Lydene, som kom nede fra gangene, kunne få selv voksne mænd til at krympe sig. Det var gråd, gråd og atter gråd. Der lugtede også fælt af gammel mad og beklumret varme.
Vi sad og ventede, mens personalet var nede på en af gangene og hente vores dreng. Vi var meget spændte, meget forvarmede og det gjorde det meget svært at tænke ordenligt. Vejrtrækningen blev også besværet.
Men pludselig rørte gardinet sig og en af damerne kom med en lille dreng på armen. Vores dreng!
I samme øjeblik vi skulle til at række armene ud mod ham, satte hun ham hårdt og bestemt på cementgulvet for an os, som om hun var irriteret over vores tilstedeværelse. Drengen skreg - forståeligt nok, alt hvad han kunne og vred sig som en ål da vi tog ham op. Ikke noget under at han blev bange for os. Præsentationen virkede meget brutal. Efter kort tid blev kalinga hentet igen og ført tilbage til sine "gemakker". Så sad vi der tilbage med alle vore talenter og følte os rigtig dårlige tilpas. Vi havde nok forestillet os hele situationen noget anderledes og måske romantiseret det hele mere end godt var.  AK.....
Vi fik nu aftalt faste besøgstider med børnehjemmet og det blev helt nøjagtigt til 2 timer dagligt fra kl. 15-17 - undtaget var dog søn- og helligdage.
Vel tilbage på pensionatet fik vi også en fast aftale med den pågældende taxachauffør.
NU var vi rigtig trætte og vore følelser havde fået en ordenlig én over hattebulen. Vi ville gå i seng og sove lidt inden aftensmaden skulle på bordet, men det mislykkedes - vi blev ved med at kunne se den lille, grædende dreng for vort indre øje.
Således kom vi til Sri Lanka og således var vores første møde med Kalinga.

Den næste uges tid blev det hele langsomt bedre.
Vi fik hurtigt en god kontakt til Kalinga - vi medbragte hver dag noget koldt at drikke og noget mælkeerstatning i sutteflaske samt noget færdiglavet "babygrød". Børnehjemmet havde ikke meget mad og drikke at tilbyde børnene og muligvis som følge af dette, døde der 3 af hjemmets spædbørn mens vi var der. Så p.g.a. regulær sult blev Kalinga hurtigt fortrolig med vores rygsæk, som jo indeholdt mad og drikke til ham.
Sådan gik et par uger. Når vi ikke var på børnehjemmet, gik vi tur langs stranden, hvor man godt nok ikke måtte bade, men der var flot og "kølig". Vi tog også indimellem til swimmingpool, hvor vi første gang rigtig troede vi skulle køles af. Det blev vi bare ikke, for vandet var simpelthen så varmt som under en god dansk bruser. Men vi kunne da ihvertfald hygge os og få noget koldt at drikke. Vi var det eneste danske par, som var på Sri Lanka i adoptionsærinde, så vi var henvist til hinandens selskab døgnet rundt. Vi spillede lidt kort, læste bøger og fik snakket en masse.
Familie og venner hjemme i Danmark skiftedes til at ringe til os og det var rigtig, rigtig dejligt. De ville naturligvis også gerne vide, hvordan det gik og hvordan vi havde det. Vi havde det nu ganske udmærket. Vi spiste singalesisk mad og det smagte dejligt, blot var det meget mere krydret end den mad vi ihvertfald var vant til at få. Det kunne godt lige "rykke" lidt i maven, men ikke noget særligt.
Efter ca. 3 uger blev Kalinga meget syg; han fik meget høj feber og var bare slap som en klud. Børnehjemmet informerede os om situationen, men der var ikke optræk til at de ville tilkalde en læge, tage ham på hospitalet eller andet. Pamela kunne så fortælle, at det har disse børnehjem slet ikke råd til, men at vi gerne selv måtte tage ham til æge. Det ville vi naturligvis gøre straks og hun gav os adressen på en god læge, som hun selv havde brugt til sine børn, da de var små. Vi tog en taxi ud til børnhjemmet for at hente Kalinga og køre til lægen. Lige da vi var klar til at tage afsted med Kalinga, kom lederen af børnehjmmet og spurgte om vi ville tage et andet barn med til lægen - for vores regning - og det ville vi da godt.
En lille episode, der fortæller mere om forholdene dernede end om os.
Kalinga blev hurtig kvik igen og efter at have besøgt ham næsten daligt i henved 4 uger, begyndte vi at gå og vente på at få "date of court". Dagen hvor vores adoptionsansøgning skulle for retten og Kalinga forhåbentlig ville blive vores lovformelige søn.
Inden da, rev vi en enkelt dag ud af kalenderen og tog på en lille rundtur på øen. Vi besøgte bl.a Kandy og så det tempel, hvor Kalinga var blevet fundet som spæd - han er altså et lille hittebarn.
Men endelig blev det vores tur: den 5 maj skulle vi for dommeren i Colombo Court. Samme dag var det iøvrigt Pamelas fødselsdag.
Det foregik sådan, at vi skulle have barnet og en voksen fra børnhjemmet med i retten. Vi, som kommende forældre, skulle være "klædt på efter bogen", dvs. manden i jakkesæt og slips, konen i tækkelig kjole og strømper. Et, for os, næsten urimeligt forlangende i henved 45 gr. varme. Men sådan skulle det være, og så gjorde vi sådan.
Vi tog igen taxi ud til børnehjemmet for at få Kalinga og hans "værge" med ind til retten. Da vi kom frem  - endda til tiden - kl. 10.00 var dagens sager allerede forsinkede. Desværre nåede Kalinga at skide i bukserne så mange gange, at vi til sidst ikke havde flere bleer, men måtte bære ham rundt med bar numse. Og vi havde endda fået at vide, at det var vigtigt at gøre et godt indtryk på dommeren.
Så blev det vores tur og vi stod meget skolerette foran en lille mørkhåret herre, som egentlig virkede noget ligegyldig overfor denne her sag - det var måske også kun for os , at det var så utrolig vigtigt! Han spurgte om forskellige ting og vi svarede så godt vi kunne på vores skole-engelske.
Da det var i orden det hele, erklærede han sagen for afsluttet og vi kunne herefter frit rejse hjem til Danmark med Kalinga.
Hjemme på pensionatet havde Pamela arrangeret et lille glas vin til os. Alle, som var tilstede, var meget glade på vores vegne - og helt ærligt - så kan vi ikke huske så meget fra denne eftermiddag, bortset fra, at det var helt utroligt, at vi nu havde ansvaret, på godt og ondt,  for Kalinga. Men glade, det var vi!
Nu skulle vi så bo sammen med Kalinga nogle dage på pensionatet. Der skulle først skaffes pas og visum til Kalinga, inden vi kunne sætte kursen mod Danmark. Tommy brugte 2 hele dage på at fare fra den ene til den anden, før han fik både pas og visum. Det var ingen spøg......
Imens prøvede Hanne at få Kalingas hår klippet en anelse og få ham afluset. Det lykkedes og vi havde ingen lus med hjem.
Aftenen før vi skulle rejse hjem, kom Pamela, hende søster og nogle af deres børn med en kæmpestor lagkage, som vi kunne hygge os med i afkedens stund.
Vi glædede os meget til at komme hjem, men det var også med en vis vemod, vi skulle tage afsked med disse gæve menensker, som jo havde spillet en stor rolle i dette, for os så vigtige, projekt. Nemlig at blive forældre.
Vi ankom til Karup den 10. maj 1992 kl. 22.15. Hele den nærmeste familie var taget derned for at modtage vores lille familie. Det var vi meget, meget glade for!
Kalinga sov sødt i sin lift hele vejen fra København til Thise, så familien fik ikke hilst på ham denne første aften på dansk jord.
Fra Karup kørte vi allesammen hjem til os, hvor Margit havde stillet madder klar, som vi spiste til en øl og en kop kaffe. Det var rigtig hyggeligt at sidde og snakke stille og roligt om noget af det vi havde oplevet.
Mange havde da også tænkt på os i de 5 uger der var gået. Vi kan næsten ikke nævne noget, som ikke på en eller anden måde var repræsentret i gave-bunken.
Blomster, tøj, legetøj. autostol, gåvogn, sengelinned osv. Det var meget rørende.
Da familein var kørt, gik vi i seng og sov alle 3 til næste morgen kl. 7.
Det var bare dejligt. Hjemme igen - nu som en familie på 3."

Allerede den første morgen, da Kalinga vågnede,
så var han sulten og ville gerne have noget at spise. Og sådan er det gået lige siden. Med en glubende appetit har han vosket sig til en stor, stærk og dejlig knægt på snart 15 år.
I forhold til det at adoptere et barn, der mentalt er bagud i sin udvikling, så ligger der et stykke benarbejde forude, de første par år eller 3.
Nu ved vi ikke om det er på sin plads at nævne her, men nu gør vi det alligevel.
Det var sådan, at den læge, der sad i samrådet dengang vi fik udvidet vores godkendelse til at omfatte Kalinga, tilbød os - og måske også for sin egen faglige udviklings skyld, at være os en slags helbreds-rådgiver i den første tid.
Det tog vi imod, da vi stod med et barn på ca. 2 1/2 år, der kun vejede 7,5 kg og målte 68 cm. Det kunne vi - selv som førstegangs forældre - se var langt under det normale. Så om ikke for andet, så ihvertfald af den grund, valgte vi at komme til ovennævnte børnelæge 1 gang i måneden det første halve år, så hvert halve år og sluttelig en gang om året.  Han hjalp med at få Kalinga givet de rette vitaminer, hans blodpct. var alt for lav, han havde også noget astma vi fik styr på, der var noget med huden og proteinmangel, ekstrem dårlig mave osv., osv. Det var sådanne "almindelig ting", der kom på plads og ikke så meget hans handicap, der blev fokuseret på, i denne første periode.
Men fra at være en lille spegesild, der ingenting kunne, så blev han i løbet af 1/2 år en meget buttet dreng, der både kunne kravle, gå og løbe og som så småt begyndte på at tale. Det imponerede alligevel vore læge-ven, men stolte var vi.
Men selvom vi elskede ham betingelsesløst fra første øjeblik, så kunne vi godt se, at han ikke var, som andre børn vi kendte. Det var noget med, at han ikke interesserede sig det mindste for legetøj, bamser og lign., at han var "rokke-barn", at han overhovedet ikke tog initiativ til selv at spise, spændte helt vildt i ben og arme - de 4 legmesdele kunne stritte vandret ud i luften på én gang, hvis han sad f.eks på gulvet.
Men han var aldrig fedtet med knus, kram og kys - og det redder jo en hel del!!
Han var en rigtig gutter-mand, der kunne - og stadig kan - sprede så meget glæde og latter.

Der blev lavet mange tests og prøver med ham i de følgende par år og det er endt med, at man har kunnet konstatere stor deprivation samt retardering i middelsvær grad. Forinden dette var vi en lille tur omkring autisme, da han havde mange stereotype bevægelser og mange ting var ritualiseret. Men teorien holdt kun kort, da han er meget selskabelig, snaksaglig og godt kan li' kropskontakt.
Da vi ligesom havde noget, der lignede en diagnose - og det vil altid være svært at få det belyst 100%, da man ikke ved noget om Kalinga fra 0-2 år - så kunne vi vælge skoleform . Det var en stor lettelse, at vi kunne sende ham afsted til det skoletilbud, der var mest relevant for hans evner, interesser og sociale formåen.
Ligeleds kunne vi også vælge eftermiddagstilbud, der er i tråd med det skoletilbud han benytter. Og han har det rigtig godt.
Så man kan sige, at selvom den politiske sparekniv undertiden hakker en hæl og klipper en tå, så er tilbuddet til vore udviklingshæmmede børn og unge, alligevel anstændigt.
Vi bliver alle steder mødt af et kvalificeret personale som ikke kun har deres faglige, pædagogiske stolthed, at værne om, men også et personale som holder rigtig meget af den enkelte elev. Det er vi meget glade for!
Han er en meget glad og tilfreds ung mand, både ude og hjemme.

I tidens løb har han lavet de sjoveste ting og i den grad bidraget til, at vi har haft det fornøjelig sammen.

Som f.eks. dengang han, i al hjælpsomhed, ville vaske alle mors sko. Det gjorde han ved at stille SAMTLIGE par sko, moren ejede, ind under bruseren og så fik de en ordenlig skrubbetur med toiletbørsten. Det var så sjovt at se den lille unge være helt optaget af at skrubbe, styre bruseren og være fortvivlet over de våde strømper, på én gang.

Eller den sommer, hvor vi endelig havde fået nogle flotte Gladiolus i haven, som vi regnede med at kunne plukke ind af i laaang tid. Så fodrede Kalinga vores geder med hver eneste én, for som han sagde, så ville de så gerne have dem!

Eller dengang han var pist væk, forsvundet og vi fandt ham ovre i naboens spisekammer. Man ved vel, hvor der er guf!

Kalinga er idag 15 år og han er stadig en god dreng, som vi elsker meget højt.
Det er klart, at det er forbundet med mange daglige overvejelser hele vejen igennem, mange problematikker osv., at have et udviklingshæmmmet barn i familien.
Ansvaret for ham og hans liv er hele tiden vores - der er ikke noget med, at vi kan se frem til, at han kan tage vare på sig selv.
Men omvendt, så må vi sige, at når nu han ikke er "værre" end han er, så er det også forbundet med mange glæder og vi har fået indsigt i en verden - handicap-verdenen -, som vi ellers aldrig ville have kendt til. Her møder vi andre forældre, som har børn på niveau med, lidt under eller lidt over Kalinga og vi udveksler, som den naturligste ting, erfaringer omkring forskellige ting med vores børn.

Så på den måde kan man sige, at vi er til gensidig glæde for hinanden.

Som tiden dog flyver......
idag den 22. marts 2005 blev Kalinga 15 år og han er for første gang blevet barberet med skum og skraber.
Vi har længe snakket om, at det nok gik den vej - altså, at han skulle til at tage skæg af - men han har ikke rigtig ville høre snak om det.
Har troet, at vi drillede ham.
Men idag blev det så. Mor førte skarberen og og ned ad kinderne, mens hun lod tankerne flyve lidt.
Hvor er det underligt - den ene dag står man og skifter ble på sin lille søn, den næste dag står man og barberer en ung mand!
Hver tid sin charme siger man jo - og det er vist også meget sandt.
Da vi var færdige med barberingen, var det en stolt og velduftende Kalinga, der svingede sig til bords og spiste 8 kartofler og 2 karbonader.
Jo, det er en dreng i den "grove" voksealder, vi har nu.!!